Express 5 ramte kajen: Det var en menneskelig fejl

Express 5 ramte kajen: Det var en menneskelig fejl
Foto: Henrik Nielsen
NYHED | 1. JUN 2023 • 17:01
Holger Larsen
Journalist
NYHED
1. JUN 2023 • 17:01

Bornholmslinjens sikkerhedsorganisation har været samlet torsdag eftermiddag.

Det var en menneskelig fejl, som gjorde, at Express 5 lørdag aften ramte kajen og en fortøjet pram i havnen i Ystad. Det viser en intern undersøgelse af hændelsen hos Bornholmslinjen.

Det skriver Bornholmslinjen i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag, efter at rederiets sikkerhedsorganisation har været samlet på Bornholm for at snakke hændelsen igennem med alle involverede.

Det er sket ud fra den betragtning, at rederiet er forpligtet til at tage mest mulig læring af hændelsen.

Det nævnes således, at den første indberetning fra skibet ikke indeholdt oplysningen om, at Express 5 havde kontakt med kajen i Ystad, inden skibet ramte en fortøjet pram.

Det er blevet påtalt internt, at selv om der kan være tvivl om hændelsesforløb, skal hele besætningen sammen hurtigt evaluere den slags hændelser, så al eventuel tvivl kommer til at fremgå af rapporten, skriver Bornholmslinjen.

Ude af drift pinsedag

Skaden på den nye hurtigfærge var begrænset, men Express 5 fik forbud mod at sejle med passagerer, hvilket gav problemer for de mange rejsende, som holdt klar til deres forventede afgang mod Bornholm.

Færgen returnerede tom til Bornholm og var pinsedag ude af drift hele dagen. Mandag, som var en stor rejsedag, kunne Express 5 dog atter indsættes på ruten.

Den interne undersøgelse af hændelsen hos Bornholmslinjen har vist, at der ikke har været tekniske årsager til uheldet, som også skete under fine vejrforhold. Derfor er hændelsen at kategorisere som en menneskelig manøvrefejl, skriver Bornholmslinjen.

Alle hændelser af den slags rapporteres til Søfartsstyrelsen i Danmark – og i dette tilfælde også til den svenske søfartsstyrelse. Alle relevante myndigheder blev kontaktet efter hændelsen.

Den svenske kystvagt laver en helt rutinemæssig undersøgelse, som de skal efter svensk lovgivning.

Bornholmslinjen har ikke yderligere kommentarer, slutter pressemeddelelsen.