DAT venter spændt: Ny rute på vej i udbud

DAT venter spændt: Ny rute på vej i udbud
Arkivfoto
TRAFIK | Tirsdag 30. april 2024 • 05:30
TRAFIK | Tirsdag 30. april 2024 • 05:30

DAT venter lige nu spændt på at se udbuddet af den grønne indenrigsflyrute, der skal etableres i 2025. Om det kan medføre, at flyselskabet laver om på sine planer om ikke længere at flyve Bornholm-København er dog tvivlsomt.

Danmark skal have en helt grøn, statsstøttet indenrigsflyrute i 2025, og i 2030 skal hele indenrigsluftfarten være grøn.

Det har regeringen og en række af Folketingets partier aftalt, og derfor bliver der de kommende år udbudt store millionbeløb i tilskud til flyselskaber, der skal flyve på den grønne rute, så de kan få dækket meromkostningen ved køb af grønne drivmidler frem for fossile.

– Aftalepartierne er enige om at afsætte cirka 800 millioner kroner i perioden 2025-2029 til et udbud, hvor private selskaber kan byde ind på en grøn indenrigsrute. Beløbet afspejler, hvad det skønnes at koste at reducere knap 50 procent af indenrigsluftfartens CO2-udledninger, fremgår det af teksten om aftalen, der blev indgået den 15. december sidste år.

Om DAT, der har store økonomiske udfordringer på ruten mellem Bornholm og København, vil byde ind på Danmarks grønne indenrigsrute, ved direktør Jesper Rungholm endnu ikke. Han aner nemlig ikke, hvordan udbuddet bliver udformet.

– Vi venter spændt på at se, hvilket oplæg, der kommer, siger Rungholm.

Selvsamme direktør har de seneste dage fortalt, at DAT stopper med at flyve mellem Bornholm og København så snart en kontrakt med Region Hovedstaden, om blandt andet patienttransport, udløber. Årsagen er, at ruten ikke er rentabel for DAT, og kontrakten med regionen udløber senest den 30. november 2025.

Men kan udsigterne til udbuddet om den grønne indenrigsrute lave om på DAT's planer om at trække stikket?

– Som udgangspunkt kan jeg ikke se, at det får nogen indflydelse på det, der foregår mellem Bornholm og København. Den her grønne indenrigsrute er ikke en redning for ruten mellem Bornholm og København - det er andre ting, der skal til der, siger Jesper Rungholm.

Heller ikke, når der bliver tilført så mange millioner kroner?

– Det går jo alene til at dække brændstofomkostninger. Brændstoffet er cirka fem gange dyrere end det, vi flyver på i dag. Det er dér, pengene skal bruges, fordi det er så dyrt - hvis man overhovedet kan få fat i det, lyder det fra DAT-direktøren.

– Selv hvis flyene blev godkendt i dag, ville det stadig ikke kunne lade sig gøre, fordi det grønne brændstof, man kan købe i dag, ikke er 100 procent CO2-frit men kun 85 procent, tilføjer han.

Udfordringer med udbud

Han har flere gange foreslået staten en løsning, som ifølge ham selv kunne gøre ruten mellem Bornholm og København grøn 'supereffektivt'.

– I køber 30.000 liter bæredygtigt flybrændstof, hælder det i en tankbil på Bornholm eller i København, og så flyver vores maskine på det her brændstof, indtil tanken er tom. Så kan jeg sige, at det er 178 procent sikkert, at flyet har fløjet på grønt brændstof, siger Jesper Rungholm.

Men den model er indtil videre blevet afvist, fortæller han, da det ekskluderer andre selskaber, der ikke, ligesom DAT, alene flyver indenrigs.

– Deres fly flyver ikke kun indenrigs. Den flyver du sidder i på Bornholm laver ikke andet. Derfor er det nemt for os at sætte en tankbil på Bornholm eller i København og tanke det specifikke fly, da det flyver frem og tilbage mellem Bornholm og København, forklarer Rungholm.

De andre selskaber på det danske indenrigsmarked, der også har udenrigsflyvninger, ønsker ifølge DAT's direktør, at man laver det grønne udbud som en såkaldt 'blandingsmodel'. Som eksempel nævner han, at SAS' ATR-fly, ligesom DAT's, bruger cirka 500 liter brændstof på en indenrigsflyvning fra København til Aalborg - men ikke kun flyver indenrigs.

– Den her flyvemaskine bruger 500 liter på at flyve indenrigs. Så fyldes der 500 liter bæredygtigt brændstof ind i tankanlægget i København, og så er denne flyvning en grøn flyvning; men brændstoffet bliver blandet i samtlige flyvemaskiner ud af København, siger Jesper Rungholm og tilføjer:

– Det er en perceptionsting, som man kæmper imod, og den kan man ikke finde en løsning på, medmindre man accepterer, at det ikke bliver en grøn flyvning - men i stedet noget, der ligner en grøn flyvning.

– Hvis man ser det i helikopterperspektivet, har man jo ret. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om de 500 liter, der går på en indenrigsflyvning, ryger i den store tank - eller ryger på flyet. Det giver det samme klimamæssigt, siger Jesper Rungholm.

Transportministeriets pressechef, Martin Hein, oplyser, at det endnu er uvist, hvornår den grønne indenrigsrute bliver sendt i udbud.

– De er ved at skrue det sammen, og så skal det forbi forligskredsen og EU i forhold til statsstøtteregler, siger Martin Hein.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT