Bornholmslinjen prøver at finde en forklaring

Bornholmslinjen prøver at finde en forklaring
Der var mere gods med på færgen i januar end for et år siden. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | Mandag 17. februar 2025 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
TRAFIK | Mandag 17. februar 2025 • 05:30

Både antallet af lastbiler og løstrailere mellem Rønne og Ystad steg i januar med mere end 30 procent i forhold til januar sidste år. Også fragtfærgen til Køge sejlede markant flere løstrailere frem og tilbage. Bornholmslinjen har lagt mærke til tallene, men kan ikke forklare dem. Sidste år startede dårligt, men erhvervslivet har bedre fat nu, forklarer BHS Logistics.

Jesper Maack undrede sig, da han så hvor meget gods Bornholmslinjen havde fragtet i januar. Særligt undrede Bornholmslinjens kommunikationschef sig, da han holdt mængderne op mod tallene for januar sidste år.

199 løstrailere blev fragtet mellem Rønne og Ystad mod 153 i januar sidste år, en stigning på godt 30 procent.

Også antallet af lastbiler steg med lige over 30 procent: Fra 338 i januar sidste år til 440 i den første måned af det nye år.

På ruten til og fra Køge gik antallet af løstrailere i vejret fra 2.326 i januar sidste år til 2.782 i samme måned i år, en fremgang på knapt 20 procent. Derimod faldt antallet af transporterede lastbiler en smule: Fra 537 til 514.

Lægger man al godstransport sammen på ruterne til både Rønne og Køge, gik transporten i januar op med godt 17 procent i forhold til januar sidste år.

Rederiet: Hvorfor mon?

Jesper Maack nøjedes heller ikke med at undre sig. Han prøvede også at finde en forklaring.

– Jeg har godt set det. Jeg har også tænkt over og spurgt til, hvad årsagen er. Men der er ikke nogen, der kan svare. Jeg tror ikke, at der er en entydig forklaring, fortæller han.

– Vi tænkte, at det var markant, da vi så tallene. Jeg ringede så til vores destinationsmand på Bornholm, men de vidste heller ikke, hvad forklaringen er.

– Det bedste at gøre er nok at ringe til et af de store transportfirmaer, for eksempel BHS Logistics, siger Jesper Maack.

Som sagt, så gjort. Og selvom afdelingsdirektør Mikkel Lund Ørum fra BHS Logistics heller ikke kan pege på nogen enkeltstående forklaring, kan han stadig pege på en: Det går bedre, sådan helt generelt.

– Perioden i starten af sidste år var en sløj periode. Der var ikke så meget gang i den som nu. Det er der kommet efter sommerferien sidste år, fortæller han.

– Hvad det lige er? Det er alt muligt. Det er ikke sådan, at jeg kan sætte en finger på, hvad det helt præcist er.

– I 2022 var godstransporten voldsomt høj, fordi det var lige efter corona. Så kom der en afmatning i 2023, der tog første halvår af 2024 med. Og nu er der så kommet gang i kedlen igen, siger Mikkel Lund Ørum.

– Der er også gang i byggerierne og projekterne rundt omkring. Produktionsvirksomhederne som for eksempel Jensen Denmark har også rigtig godt gang i deres virksomhed. Og der skal jo fragtes noget begge veje, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT