KØB ABONNEMENT
POLITIK / 3. MAR • 19:00

Retter skarp kritik mod Lea Wermelin: Her har de svigtet

Retter skarp kritik mod Lea Wermelin: Her har de svigtet
Det er svært at have fuld tillid til Socialdemokratiet, når det kommer til beskyttelsen af drikkevandet, mener Helle Munk Ravnborg. Foto: Frida Flinch

Enhedslisten og tre andre partier kræver totalt sprøjteforbud for at beskytte drikkevandet – og beskylder samtidig Socialdemokratiet for at løbe fra løfter.

Socialdemokratiet har svigtet beskyttelsen af drikkevandet.

Sådan lød det mandag fra SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, da de sammen stillede et krav til en kommende regering:

Drikkevandet i Danmark er i fare, og der skal derfor indføres et totalt sprøjteforbud på sårbare, grundvandsdannende områder.

Og det er ikke det eneste, de fire partier er enige om. De mener også, at Socialdemokratiet i indeværende periode løb fra samme løfte, som den røde blok, inklusive Socialdemokratiet, gav inden valget i 2022.

– Socialdemokratiet løb fra sit løfte om at beskytte danskernes drikkevand efter sidste valg, selvom vi andre fire partier stod klar med de nødvendige, grønne mandater, sagde Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted til Ritzau, da de fire partier præsenterede udspillet ved en drikkevandsboring i Ishøj på Sjælland.

Løbet fra flere løfter

Kritikken af Socialdemokratiet er Pelle Dragsteds partikollega og folketingskandidat på Bornholm, Helle Munk Ravnborg (EL), enig i.

– De er faktisk ikke bare løbet fra et løfte i forhold til drikkevandet – det gælder også beskyttelsen mod kemikalier og kvælstof generelt, hvor de har givet efter for Venstre og landbruget, siger Helle Munk Ravnborg.

Hun nævner, at man blandt andet har givet dispensation til brug af sprøjtegiften Reglone, der ellers har været forbudt i EU siden 2019.

– Det handler om vores folkesundhed. Vi har en masse giftstoffer, der siver ned i grundvandet, og både vores tidligere miljøminister og den nuværende har givet dispensation til brug af meget skadelige og sygdomsfremkaldende stoffer, som ellers er forbudt.

Helle Munk Ravnborg forklarer, at beskyttelsen af drikkevandet også er vigtigt lokalt.

– På Bornholm finder vi rester af sprøjtemidler i flere drikkevandsboringer. Ikke alle er over grænseværdien, men nogle boringer er allerede blevet lukket, fordi niveauet var for højt, siger hun.

Ikke tro mod ihærdighed

Lea Wermelin (S) var miljøminister fra 2019-22, og Helle Munk Ravnborg anerkender, at Wermelin i den periode forsøgte at stå imod det pres, der var.

– Hvis man ser grundigt på hele forløbet i forhold til Reglone for eksempel, så forsøgte hun at stå imod det pres, der var, men lykkedes ikke med det.

Har Lea Wermelin været med til at svigte indsatsen for rent drikkevand?

– Hun har i hvert fald ikke været tro mod den ihærdighed, som jeg husker fra slutspurten i sidste valgkamp, hvor hun også talte om, hvor vigtigt det her er. Så jeg ville ønske, jeg kunne have fuld tillid (til Socialdemokratiet, red.), men virkeligheden har vist, at det er svært, fortæller Helle Munk Ravnborg.

Ifølge Lea Wermelin er intet ændret i partiets standpunkt.

– Vi står fast på det, vi altid har sagt: Et sprøjteforbud er det rigtige. Den nyligt færdige kortlægning fra Miljøministeriet bekræfter, at vi har brug for handling nu. Den billigste måde at sikre fremtidens drikkevand på er med et sprøjteforbud, siger Lea Wermelin.

Hun er ikke overrasket over, at de fire andre partier fra den røde blok valgte at præsentere udspillet uden Socialdemokratiet ved deres side.

– Det er nok ikke så mærkeligt, at de røde partier ikke har været så vilde med, at der har været en bred regering. Jeg kan bare konstatere, at vi er helt enige om, hvad der er behov for i forhold til at passe på drikkevandet.

– Det er en lidt gratis omgang, når man fra den blå blok siger, at man også synes, drikkevandet er vigtigt, men man vil ikke pege på de konkrete redskaber, der skal til, siger Lea Wermelin. Foto: Marine Gastineau
– Det er en lidt gratis omgang, når man fra den blå blok siger, at man også synes, drikkevandet er vigtigt, men man vil ikke pege på de konkrete redskaber, der skal til, siger Lea Wermelin. Foto: Marine Gastineau

En gratis omgang

Om sin egen tid som miljøminister og kampen for drikkevandet dengang, siger hun:

– Man kan altid spørge, om vi har gjort nok. Vi havde en bred aftale om, at vi skulle prøve med frivillige aftaler, og der må vi konstatere, at det ikke har virket. Det er også derfor, jeg synes, man med ro i sindet nu kan sige, at der er behov for et sprøjteforbud, siger Lea Wermelin og fortsætter til at pege mod den blå blok:

– Det er en lidt gratis omgang, når man fra den blå blok siger, at man også synes, drikkevandet er vigtigt, men man vil ikke pege på de konkrete redskaber, der skal til, for at det bliver anderledes.

Hvad nu, hvis der igen dannes en bred regering over midten? Kan I så stadig få gennemført forbuddet?

– Jeg kan ikke spå om den kommende regering, men vi ser det som en skal-opgave. Rapporten er færdig, og vi har hele tiden ønsket et sprøjteforbud – også da vi sad i regering med Venstre og Moderaterne.

Kan løses på tværs af uenigheder

Kan du forstå, hvis nogle vælgere eller de fire røde partier har svært ved at have tillid til Socialdemokratiet på det her punkt?

– Nej, når vi siger, at vi ønsker det her, så gennemfører vi det også, men det kræver, der er et politisk flertal for det.

Men du er selv inde på de store uenigheder, der er mellem de røde og blå partier, så kan det vel kun lade sig gøre i en ren rød-grøn regering?

– Det tænker jeg ikke er altafgørende. Vi har tidligere fundet løsninger på tværs af uenigheder. Nu har vi kortlægningen, vi ved, det er billigst med et sprøjteforbud, og derfor er det vigtigt at få det gennemført, siger Lea Wermelin.

Det sidste har Helle Munk Ravnborg svært ved at tro på. Hun mener, at det kun lader sig gøre i en regering med rødt og grønt flertal.

– Det vil kunne holde Socialdemokratiet fast på løftet. Hvis de igen vælger at lave en regering hen over midten, vil det ikke kunne lade sig gøre. Der har Socialdemokratiet i hvert fald vist sig svage i troen tidligere, og det tænker jeg også, at de er nu.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT