Han forklarer, at kommunen stadig mangler flere data og mere viden, før man vil slå sig fast på en endelig løsning. Det handler især om at måle og regne på, hvor meget vand, der rent faktisk løber igennem overløbet på et år.
– Det er det, Beof er i gang med nu, og det tager lidt lang tid, fordi der skal en del regnskylshændelser til, før vi får nok data.
For embedsmændene handler det om at finde den såkaldte Guldlok-løsning efter eventyret om Guldlok og de tre bjørne. Det skal ikke være for koldt – for billigt og ikke vil virke – eller for varmt – altså for dyrt, hvor skattekronerne kunne være brugt bedre på andre ting.
– Så det er den proces, vi er i gang med nu, og det taget lang tid, og jeg kan godt forstå, hvis borgerne er utålmodige og tænker, om vi nu har styr på det? Men jeg kan love, at der bliver brugt mange kræfter på at få styr på de her ting, siger Søren Møller Christensen.
Han oplyser, kommunen planlægger at holde et digitalt borgermøde om områdefornyelsen i Nexø, hvor der særligt vil være fokus på strandparken, og hvor man blandt andet vil oplyse nærmere om planerne omkring overløbet.