Igen i år kan borgere over 65 år blive vaccineret mod influenza og covid-19. Landets vaccinationssteder åbner 1. oktober, og der kommer tre her på Bornholm, fortæller Region Hovedstaden.
Via digital post eller fysisk brev vil alle over 65 år modtage en invitation, og de ældste aldersgrupper bliver inviteret fra den 10. september. N?år man har modtaget sin invitation, kan man bestille tid på et af de regionale vaccinationscentre eller et af Danske Lægers Vaccinations Services lokale tilbud. Det kan enten ske via hjemmesiden vacciner.dk eller via regionens bookingtelefon.
Tilbuddet om vaccination gælder også personer under 65 år i særlig risiko for at blive alvorlige syge samt gravide i andet og tredje trimester. De vil ikke modtage en invitation, men skal følge nogle specifikke anvisninger, som er beskrevet på regionens hjemmeside.
Her på Bornholm har Region Hovedstaden sit vaccinationscenter på Bornholms Hospital, mens Danske Lægers Vaccinations Service er til stede på Slottet i Rønne og på Nexø Kultur- og Fritidshus. De åbner alle i løbet af oktober.