Sygeplejerske: Det er ikke patientsikkert

Sygeplejerske: Det er ikke patientsikkert
Louise Riisager er intensivsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Bornholms Hospital. Eget foto
TOPNYHED | ABONNENT | 28. SEP 2023 • 15:30
Tommy Kaas
Redaktør
TOPNYHED | ABONNENT
28. SEP 2023 • 15:30

Intensivsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Bornholms Hospital fortæller om en hverdag med lange vagter og stort pres.

Intensivafdelingen på Bornholms Hospital er presset, og det er langt fra en ny historie. Det siger Louise Riisager, der er intensivsygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Bornholms Hospital, til Tidende.

Hun fortæller om flere år med stort pres på afdelingen, og om at det er hverdagskost, at man som ansat tager dobbeltvagter for at få hverdagen på intensivafdelingen til at hænge sammen.

Og det kan komme til at gå ud over patienterne, siger Louise Riisager, for når man har alt for lange vagter, bliver man rigtig, rigtig træt på de sene timer.

– Det du spørger om, er, om det er patientsikkert – og nej, det er det jo ikke, siger Louise Riisager.

– Strejken ved den seneste overenskomstforhandling gik også ud på at sige, at det her går ud over patientsikkerheden. Sådan er det stadigvæk. Der er ikke noget nyt i det – desværre.

Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek afviser dog over for Tidende, at patientsikkerheden på afdelingen umiddelbart er i fare.

Et politisk problem

Som Tidende kunne fortælle torsdag, så har Arbejdstilsynet givet Bornholms Hospital et strakspåbud på grund af de alarmerende forhold på intensiv. Louise Riisager er glad for, at der dermed kommer øget fokus på problemerne.

– Det er jeg personligt bare glad for, for så bliver det politisk mere synligt, at der er et stort problem. Så det hilser vi velkommen, siger hun.

– Hvis Arbejdstilsynet besøgte andre intensivafdelinger, ville de også se, der er rigtig store problemer der. Vi mangler så mange intensiv- og anæstesisygeplejersker her i landet. Der er ikke nok, der uddanner sig til sygeplejerske, og ikke nok, der tager en specialuddannelse på to år efterfølgende. Vi er bare i en anden tidsæra nu, hvor unge mennesker ikke har lyst til at ofre sig på samme måde, som man måske gjorde tidligere, forklarer Louise Riisager.

Hun har svært ved at se, at ledelsen kunne have gjort noget ved problemet med manglende kolleger.

– Jeg mener, det er kæmpestort politisk problem. Hvordan skal ledelsen her på Bornholm stampe flere medarbejdere op af jorden? Folk flygter jo fra de her job, siger Louise Riisager.

– Vi har opsigelser hele tiden. Det har de også på de andre sengeafdelinger her i huset og på andre hospitaler. Jeg bliver nødt til at løfte det derop, for det er et kæmpestort politisk problem det her, at folk siger op og ikke har lyst til at arbejde på denne måde, når lønnen og arbejdsvilkårene er så dårlige, som de er. Hvis man skal gøre noget ved det, skal man godt nok tage det mere seriøst. Man har ikke fra regeringens side taget det seriøst: Efter covid, hvor frontpersonalet råbte op om arbejdsvilkår, dårlig løn og hvordan de ikke kan blive ved med at arbejde sådan, så skulle vi bare lige give den en ekstra skalle, og så fik vi et honninghjerte. Der var simpelthen så mange, der sagde op der, siger Louise Riisager.

"Vi er kun os selv"

Hun fortæller her, hvordan hverdagen er på afdelingen.

– Der bliver lagt en vagtplan, hvor vi arbejder de her timer, vi er ansat til. Hvis der så kommer en sygemelding, står vi i en situation, hvor vi har et hospital herude midt i havet, hvor vi ikke bare lige kan få vikarer ind. Så vi er kun os selv til at dække for eksempel akut sygdom. Så må man jo blive til en dobbeltvagt måske – det vil sige 16,5 timer – for at dække, fordi det kan være rigtig svært at få nogen ind, fordi vi er meget få sygeplejersker.

– Vi er underbemandede og har været det i mange år, så der er ikke nogen, der er interesserede i lige at komme ind akut, hvis de skal ind igen i en aftenvagt eller har været der hele weekenden. Så det er et konstant problem.

– Jeg skulle hilse og sige, for jeg har arbejdet på Riget (Rigshospitalet, red.) i en stor intensivafdeling, at det bare er sådan, hverdagen er: Den er smækfyldt med, at folk bliver syge ligesom i alle mulige andre brancher – det bliver mennesker bare en gang imellem – og så er vi bare så udfordrede af, at vi er på Bornholm.

– Men der er intet nyt under solen. Alle de år jeg har været på intensivafdelinger – siden 2007, hvor jeg var på Riget – har det været sygeplejerskers velvillighed, der har gjort, at afdelingerne kører rundt. Det er fordi, sygeplejersker er super fleksible og søde til at sige: Nå, men jeg bliver bare lige otte timer mere, jeg tager lige den der ekstravagt i morgen. Så sygeplejersker arbejder helt vildt meget.

A- og b-hold

Arbejdstilsynet beretter i sit påbud om stresssymptomer og sygemeldinger, men dér er Louise Riisager ikke selv, forklarer hun. Til gengæld bliver hun meget påvirket af at se sine kolleger have det dårligt.

– Jeg bliver rasende over, at vi er i et system, hvor rammerne er så dårlige. Jeg synes ikke, det er rimeligt, og jeg synes, det er et kæmpe samfundsproblem, at samfundet ikke har lyst til at investere mere i deres sygeplejersker og i sundhedsvæsnet generelt. Det er i vores allesammens interesse, at vi har et godt offentligt sundhedssystem. Som jeg ser det, er det stille og roligt ved at ebbe ud. Nu sidder der også to meget liberale mænd på toppen. Lur mig, om ikke der kommer til at ske noget. Vi er jo bare et spadestik fra, at man må begynde at tænke tanken her i landet, at man nok gør sig klogt i at have en god sygeforsikring og måske privathospitaler, der kan det hele. Der er jo intet kompliceret, de håndterer i dag – men det er jo fremtiden, at de selvfølgelig begynder at hjælpe, og der kommer sikkert nogle udbydere, som siger, at "nu tager vi over, og så kan vi tilbyde noget bedre – og i øvrigt også honorere folk ordentligt". Så er der endnu flere, der flygter derover, og så har vi et a- og et b-hold. Det er vitterligt det, man føler, der er på vej.