Bus på jagt efter nye hjerteløbere

Bus på jagt efter nye hjerteløbere
– I golfklubben mødte vi flere, der har haft hjertestop tæt inde på livet, og det var helt rørende at opleve, hvor meget de engagerede sig i at lære livreddende førstehjælp, og hvor mange gode spørgsmål, de stillede, fortæller dagens instruktør i hjertelungeredning. Foto: Merete Kabel
NYHED | 20. NOV 2023 • 18:29
NYHED
20. NOV 2023 • 18:29

Der skal reddes liv, og det kræver frivillige, som kan give hjertelungeredning. Derfor gik turen mandag til Bornholm for en helt særlig bus med fokus på netop det.

Mandag havde Bornholm besøg af Sundhedsstyrelsens og Trygfondens bus, som havde til formål at få flere til at melde sig som hjerteløbere.

Bussen, som har fået det mundrette navn "Sammen-redder-vi-liv-bussen" skal desuden skabe generel opmærksomhed om vigtigheden af at træde til ved hjertestop.

Bussen lagde ud med besøg på Campus, hvor de gav et oplæg ved morgensamlingen, herefter gik turen videre til Bornholms Golfklub, hvor instruktøren gav en halv times introduktion til hjertelungeredning for medlemmerne.

Først på aftenen afsluttedes turneen med en tur forbi Allinge-Sandvig Gymnastikforening, hvor der også blev givet introduktion til hjertelungeredning og information om hjerteløberordningen for alle interesserede.

– Vi ved, at hjerteløberne ofte når frem til hjertestoppene før ambulancen og dermed spares der vigtige minutter og sekunder, før den livreddende indsats kan begynde. Vi håber, at der også på Bornholm vil være mange, som får lyst til at blive hjerteløbere og bidrage til at øge chancen for overlevelse ved hjertestop, siger Grethe Thomas, projektchef i Trygfonden.

Særligt behov

Der er allerede flere end 159.000 hjerteløbere i Danmark, som har meldt sig til at springe i løbeskoene og træde til, hvis nogen får et hjertestop udenfor hospitalet.

Det skriver Trygfonden i en pressemeddelelse, hvor de konkluderer, at frivillige er med til at øge chancen for overlevelse for de omkring 5.000 danskere om året, som får hjertestop.

Og det er altså særligt i de tyndere befolkede områder, der er særligt brug for hjerteløbere.

På dagens bustur rundt på Bornholm var det Ditte Ørsted Johansen, der var instruktør, og det har gjort indtryk på hende at mærke det store engagement.

– Vi har haft en fantastisk tur rundt på Bornholm, og alle steder er vi blevet taget godt imod, fortæller Ditte Ørsted Johansen, der er instruktør i livreddende førstehjælp og bemander bussen.

– Det har været en stor fornøjelse at mærke, hvor ivrige folk er for at lære at redde liv. Jeg håber, at vi har været med til at sætte fornyet fokus på, hvor vigtigt det er at træde til, og jeg håber, at der er endnu flere her på Bornholm, som har fået lyst til at melde sig som hjerteløbere.

Ifølge pressemeddelelsen er det i seks ud af 10 tilfælde af hjertestop, at hjerteløberne kommer før ambulancen, og hvis der ankommer flere hjerteløbere til det samme hjertestop tager nogle af dem sig af de pårørende.