250.000. Så mange vaccinestik er der givet på Region Hovedstadens ni vaccinationsklinikker og på Danske Lægers Vaccinations Services vaccinesteder, siden vaccinationssæsonen startede den 1. oktober.
Det svarer til, at cirka 40 procent af borgerne i målgruppen for vaccination i Region Hovedstaden har fået et stik mod influenza og covid-19.
Indtil nu har man skullet bestille tid for at blive vaccineret. Men nu, hvor det første store tryk på vaccinationsstederne er håndteret, åbner Region Hovedstaden for, at man som borger i målgruppen kan få en vaccine på regionens vaccinationssteder uden at have booket tid på forhånd. Det træder i kraft fra mandag den 21. oktober.
– Igen i år har borgerne vist stor interesse i at blive vaccineret, og der er stadig ventetider på mange af stederne. Derfor er jeg også glad for, at regionens egne ni vaccinesteder åbner for drop-in. Det gør det lettere at blive vaccineret, når man kan komme ind fra gaden, fortæller regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).