For Anita og Anders Møller har de sidste år været en opslidende kamp for at skabe gode rammer om parrets fire børn, der alle har særlige behov. Efter traumatiske oplevelser med skolevægring og systemsvigt i Odder Kommune har familien nu fundet tryghed og hurtig hjælp på Bornholm.
For Anita Møller og hendes mand, Anders, har flytningen til Bornholm ikke kun handlet om et nyt job, men om deres børns overlevelse og trivsel. Parret har fire børn: Valdemar på 18, Noah på 16 samt tvillingerne Elias og Alma på 12 år.
Fælles for dem alle er, at de har diagnoser inden for autisme eller ADHD, hvilket kræver en særlig støtte, som de kæmpede forgæves for at få før de kom til øen.
Familien fra Randers har i årevis været på jagt efter nogle gode rammer til de fire børn. Dem har de fundet på Bornholm, hvor de står bag Min Købmand, der åbner 12. marts i Nyker.
Familien har brug for ro, og først flyttede de til Tunø, en lille ø med 77 indbyggere mellem Jylland og Samsø. Her var en lille skole, og parret overtog i 2022 driften af øens Letkøb-butik.
Det blev desværre starten på et forløb, som Anita beskriver som nærmest traumatiserende. Skolen på Tunø lukkede nemlig, efter at parret havde truffet beslutningen om at flytte dertil, og det betød, at børnene blev tvunget til en daglig rejse på over en time med færge og bus for at komme i skole i Odder.
Selvom Samsø lå tættere på, nægtede kommunen at lade børnene gå i skole dér, fordi det var en anden kommune. Resultatet var katastrofalt. Børnene, der i forvejen var sensitive, udviklede svær skolevægring. Når færgen var aflyst på grund af vejret, var der ingen onlineundervisning eller opfølgning, og børnene faldt længere og længere bagud.
– Vi har betalt en meget høj pris på vores børns vegne, konstaterer Anita.
En ny start på Bornholm
Da familien valgte at rykke til Bornholm, var det med håbet om ro og et fungerende system. Modtagelsen har været ”helt fantastisk”. Kontrasten til deres tidligere oplevelser er slående.
Da datteren Alma fik brug for udredning på Bornholm, tog det under en uge fra lægebesøg til diagnosticering i børne- og ungdomspsykiatrien. For Elias tog det en måned at få hjælp og medicinsk behandling.
– Det er ligesom at sætte sig ind i et helt andet system. Det fungerer bare herovre, siger Anita.
Den største sejr er måske Noah, der har lidt af svær skolevægring i seks-syv år. På Bornholm blev han mødt med forståelse fra Heldagsskolen i Østermarie, hvor personalet i starten mødte ham ude ved bilen.
I dag er han afsted fire dage om ugen og glæder sig til at komme i skole, hvilket af Anita Møller beskrives som et kæmpe fremskridt.
Ro i sjælen
At valget faldt på Bornolm, skyldes ifølge Anita Møller, at øen har et bredt udbud af skoler, at der er arbejde at få. Og så byder Bornholm på noget, som er helt afgørende for familien Møller. Øen er ikke brofast, siger Anita.
– Det giver noget helt specielt. Når du først er her på Bornholm, så kan du ikke komme herfra igen bare sådan lige. Det giver ro. Og så er der heller ikke en masse lyskryds, og der er ikke propfyldt i supermarkedet, når man skal ud af handle. Det er godt, når man har fire sensitive børn.
I dag bor familien i Nyker, hvor de nyder den centrale placering og de korte afstande. For Anita betyder børnenes trivsel, at hun endelig har fået overskuddet tilbage.
– Når ens børn begynder at trives, så tager man bare ’yes’. Så er man glad.