KØB ABONNEMENT
KULTUR / 4. MAR • 15:30

Kæmpede for kvinder – nu kommer Johannes historie ud

Kæmpede for kvinder – nu kommer Johannes historie ud
Til venstre direktør i Hakon Holm Klavs Holm sammen med grafisk designer og illustrator Engelke Toklum (th) på Hakon Holms stand ved Bogforum i Bella Center, København, i november 2025. Foto: Torben Østergaard Møller

På kvindernes internationale kampdag, 8. marts, udgiver Hakon Holm historien om Johanne Münter fra Rønne, som i København kastede sig ind i kvindesagen. Også bogens forfatter er født af bornholmske forældre.

Der ringer muligvis ikke umiddelbart en klokke af genkendelse, når man hører navnet Johanne Münter, men hun har ikke desto mindre en større plads i danmarkshistorien end som så.

Dertil blev hun født i 1844 på den næststørste gård i Rønne, Johnsons Gård, under gode kår med tyende i huset.

Slår man hende op i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, vil man da også opleve en ganske fyldig omtale af hendes liv og blandt andet læse, at "som andre kvinder fra det velhavende borgerskab kastede Johanne Münter sig i 1890'erne ud i det offentlige liv for at drive kvindesag, bl.a. i kølvandet på Kvindernes Udstilling 1895 og under indflydelse af valgretskampens genopblussen sidst i årtiet".

Nemlig, Johanne Münter var skam særdeles aktiv i alskens sammenhænge, medlem af diverse kvindeorganisationer og leverede blandt andet artikler til både Berlingske Tidende, Damernes Blad, Kvindernes Blad og Husmoderens Blad.

Og på kvindernes internationale kampdag 8. marts udkommer så bogen "Johanne Münter – fra kirsebærblomstens stilhed til stemmerettens storm. En historisk romanbiografi om kvindesagens pioner og kulturformidler".

Bogen er skrevet af Anne-Mette Ipsen, som er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og født i København i 1951 af bornholmske forældre – og den bliver udgivet på det Rønne-baserede forlag Hakon Holm.

Her har Engelke Toklum stået for design samt redaktion, og ydermere har hun skrevet et forord til bogen, som følger Johanne Münter i hendes livs efterår, hvor hun ser tilbage på sin rejse fra barndommens Bornholm over ægteskab og moderskab til internationale ophold – ikke mindst i Japan, som blev et afgørende vendepunkt i hendes liv, idet hun der konfronteres med kvinders vilkår i en fremmed kultur, hvilket styrker hendes bevidsthed om kvinders manglende rettigheder – både globalt og i Danmark.

Omslaget til bogen, som altså er på gaden den 8. marts.
Omslaget til bogen, som altså er på gaden den 8. marts.

Overklassebarn

Hjemvendt bliver Johanne Münter en markant stemme i kvindebevægelsen, men forfølges også af personlige konflikter med et ægteskab, der bliver en spændetrøje, tabet af børn og prisen for at vælge selvstændighed i en tid, hvor kvinder var juridisk og socialt underordnet mænd.

Bogen levendegør på den måde en epoke, hvor halvdelen af befolkningen stod uden rettigheder.

– Hun var et overklassebarn, og skal man sige kort, hvad der vækker hende, er det nok hendes rejse til Japan med sin mand, som er søofficer, siger Engelke Toklum.

– Hun keder sig i starten, men kommer så i kontakt med en masse spændende mennesker, og hun ser jo også de klasseforskelle, der er i Japan, og undertrykkelsen af kvinder. Det er nok der, hun bliver tændt på at gå ind i kvindesagen, da hun vender hjem efter tre år.

– Hun interesserer sig dertil for esoterisk buddhisme og eksistentialisme, men er absolut også en borgerlig, konservativ dame, som er et produkt af sin tid – og alligevel er indstillet på, at der skal forandringer til.

Sympatisk forlag

Hvordan er det lige, det blev Hakon Holms lod at udgive den bog?

– Jamen, vi fik simpelthen en henvendelse fra Anne-Mette Ipsen, som jo er født af bornholmske forældre, og som også stadig har tilknytning til og kommer på Bornholm. Hun synes, at Hakon Holm ser ud, som om det er et rigtig sympatisk forlag og spørger på den baggrund, om vi kunne være interesseret i hendes bog. Og det kunne vi.

Du er vant til at designe og layoute bøger, men her har du også skrevet forordet, er det noget, du plejer at gøre?

– Nej, det er det ikke. Men jeg blev meget rørt over fortællingen og syntes, at den kaldte på, at vi indledningsvist lige præsenterede Johanne Münter, som nok er kendt af de færreste, siger Engelke Toklum.

– Derfor skrev jeg forordet. Og dertil ligger kvindesagen og kampen mod uretfærdighed mig selvfølgelig også på sinde.

Og der er også noget med, at du er vej til at tage en længere rejse til Japan, som jo påvirkede bogens hovedperson meget, sammen med din voksne søn?

– Ja, det er rigtigt, og det har jeg jo nævnt over for Anne-Mette Ipsen. Så hun har faktisk sat os i kontakt med en japansk kvinde på universitetet i Osaka, som vi skal mødes med, og som har læst dansk og taler det flydende. Så hende ser vi meget frem til at mødes med, siger Engelke Toklum.

 

 

”Barndom på Johnsons Gård”

Vi bringer her et kapitel fra bogen om Johanne Münter:

”Johanne løfter kaffekoppen med guldkant og dobbeltblonde og vandrer i tankerne, som gamle folk har for vane, tænker hun.

Alderdommen er som at stige op på toppen af et højt bjerg. Herfra har man en udsigt over hele sit liv, som yngre mennesker er afskåret fra. Der er handlinger, hun fortryder og handlinger, som hun ser tilbage på med glæde og endog stolthed.

Hvor har hun egentlig følt sig hjemme? Der er ingen tvivl i hende: på sin fødeø Bornholm, i Japan og nu i Ålsgårde.

Hun dagdrømmer. Tænker tilbage på barndommens og ungdommens ø Bornholm. Til Johnsons Gård i Rønne. Til sin elskelige mor, der med et skrig, der nåede til verdens ende, fik

Johanne til at smelte sammen med denne jord. Det var den 13. maj 1844.

Hun husker ganske svagt, hvordan hendes mor bar

hende på armen, mens hun sang vuggeviser. Hun kunne så mange.

Johnsons bindingsværksgård var stor. Den næststørste i Rønne, sagde hendes mor med let løftet hage. Der var tre længer og stuehus i to stokværk, og på toppen to tagkamre. Flere

tilbygninger var der også. Johanne lærte tidligt, at det var noget at være stolt af, men også noget, man ikke talte om uden for familien.

Livet på gården var én stor organisme. Selvfølgelig var der forskel på herskab og tjenestefolk, men det mærkedes ikke i hverdagen. Alle snakkede med alle. Det var hendes mors fortjeneste:

»Vi er alle mennesker, og vi har alle de samme følelser«, sagde hun tit.

For en lille pige var det lidt uhyggeligt at gå på opdagelse på den store gård. Sammen med søster Cecilie, bror Georg og de to plejebørn fra fars første ægteskab gik det bedre. Og så var der jo også mor og alle folkene til at tage vare på hende.

Der var husjomfru, fire tjenestepiger og to karle. Far havde mange gøremål, så ham så hun ikke meget til, men indimellem gav han hende en gyngetur i et af morbærtræerne ude i haven bag

en af længerne.

Til gengæld fik hun tit en ordentlig svingtur af Klaus, som havde tjent på gården i mange år. Når han så hende på gårdspladsen, gik han ned i knæ, og hun spænede hen mod hans åbne arme. Sikke en tur hun fik. Hun var helt bimmelim, når hun

landede igen.

Klaus manglede to tænder i overmunden, husker

hun. Det skete, at han løftede hende op på kuldrene og gav hende en ridetur, mens han vrinskede som en hest. Hun lo så meget, at hun engang tissede i bukserne. Det var flovt.

»Da blev jeg sgu våd i nakken«, grinede Klaus.

»Det er vores hemmelighed«, sagde han med glimt i øjet og gik ind og skiftede skjorte.

Og så var der Karen i køkkenet. Johanne fik en skammel at stå på, så hun kunne se, hvad køkkenpigen lavede, og sommetider hjalp hun hende med at ordne bær. Hun kunne også godt

lide at rippe ribs samtidig med, at Karen fortalte historier om en trold, der boede oppe ved Hammershus. Det var en fæl trold, som godt kunne lide at lave ballade.

En dag ved køkkenbordet stod der et fad med fine skiver spegepølse. Johanne nuppede en skive. Ind i munden med den. Da blev Karen skrap. Hun satte sine skinketykke arme i livet og sagde:

»Her i huset spiser vi brød til pålægget, Johanne.«

Det har hun aldrig glemt.

Der blev leget meget i haven og på gårdspladsen. Børnene spillede langbold, sprang buk og gik på stylter. Stylterne drillede på de toppede brosten. Så kom mor eller Karen og rensede ungernes rifter og gav dem et knus. Det var lettere at ride på kæphest, men hun var den mindste og også den mest klodsede, drillede drengene.

Om sommeren elskede Johanne den tid, hvor alle de voksne sov middagssøvn. Hun fandt en solkrog i haven, hvor hun puttede sig bag buske og store stauder. Hun var alene i stilhed. Tit med en bog. Så flagrede hendes sjæl så dejligt. Som hun blev større, antog hendes tanker mere legemlige former. Hun forestillede sig de store helte fra Kæmpeviserne med gyldent hår og en stærk krop.

En mariehøne satte sig på hendes arm. Rød, med fine sorte prikker. Så sagde hun:

»Marripyta, Marripyta, fløj, fløj, fløj. I Mårn få vi solsjing å granjt vær.«

Og hun ønskede sig lillebitte med tylstynde vinger. Og sammen med mariehønen fløj hun mod himmelhvælvet, fløj til alverdens lande, hvor folk var sorte, røde, brune og gule. Til høje bjerge, uendelige ørkner, bambusskove og rismarker. Hun havde udlængsel, men vidste det endnu ikke.

Sommersøndagene var dejlige. De tog til stranden og badede til de var blå af kulde, samlede muslingeskaller til sandslotte og spiste boller, der knasede af sand. Drømme er hjernens legeplads,

tænker Johanne ved sig selv.

Om vinteren legede hun og Cecilie med dukker. Deres dukker havde porcelænshoveder og stofkroppe og var udstyret med en fin garderobe, som gerne måtte vises frem, når der var fremmede. Det var noget ganske særligt, at dukkernes hoveder

ikke var lavet af keramik eller stofrester. De var af fint porcelæn. Bror Georg legede med tinsoldater. Så var han i en anden verden. Lød som en kommende kradsbørstig general”.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT