Tino er forsvarende mester fra 2020, og målet var at indtage den samlede førsteplads efter weekendens tre løb. Det startede godt med hurtigste tid i kvalifikationen og dermed pole position til 1. løb, som blev afviklet lørdag eftermiddag, oplyser Preben Jørgensen i en pressemeddelelse.
Da starten gik i det 1. løb, var der dog lidt problemer med gearskiftet, og et par af konkurrenterne smuttede forbi. Tino kæmpede igennem det 15 minutter lange heat for at vinde placeringer, men uden held, så det blev til en placering som nummer tre.
Weekendens 2. løb blev kørt søndag formiddag efter en kraftig omgang regn og torden, så banen var noget våd, hvilket betød, at der skulle tages en beslutning om, hvilke dæk der skulle køres på. Banen var ved at tørre op, så valget faldt på tørvejsdæk, hvilket cirka halvdelen af feltets biler valgte. Da man vender rækkefølgen af de første otte biler om, i forhold til resultatet af det foregående løb, skulle Tino starte som nummer seks.