MOTORSPORT
Team J-racings Tino Vang Jørgensen sikrede sig i weekenden titlen som danmarksmester 2020 i klassen Yokohama Super Cup.
Løbet, som gik under navnet Grand Prix Danmark, blev afviklet på Jyllandsringen ved Silkeborg. Inden weekendens afdeling, der indeholdt tre heat, var Tino Vang Jørgensen placeret som nummer fire i den samlede stilling, så der var noget at kæmpe for, da målet var at komme op i top tre, hvor pokalerne uddeles.
På grund af covid-19-begrænsninger blev alle klassens heat afviklet søndag, hvilket var en våd omgang, da regnen begyndte cirka klokken 6.30 – og fortsatte med kun nogle få ophold hele dagen igennem. Den silende regn gjorde det dog nemt for teamet at vælge dæk og opsætning, da der ikke var tegn på, at regnen ville stoppe.
Ved formiddagens tidtagning/kvalifikation blev det for Tinos vedkommende til tredjehurtigste tid, og dermed en startplacering som nummer tre. I første heat kørte Tino sig midtvejs i det 15 minutter lange heat op på førstepladsen, som han holdt til det ternede flag.
I andet heat startede Tino fra pole og holdt fast i den placering hele heatet. Det bragte så en del spænding ind i det samlede mesterskab, inden søndagens tredje og sidste heat. Kravet til Tino var endnu en sejr, og samtidig måtte den mesterskabsførende ikke blive bedre end nummer tre. Tino og den orange Seat Leon startede igen fra pole, men lidt tumult i første sving betød, at en par af konkurrenterne kom foran, så nu skulle der virkelig kæmpes. Midt i heatet lykkedes det for Tino at sætte en overhaling ind og avancere til andenpladsen.
På løbets tredjesidste omgang lykkedes det efter en lang god kamp for Tino at passere den førende bil, og han formåede akkurat at holde føringen til målstregen. Da bilerne passerede målstregen var der således 0,23 sekunder ned til bilen på andenpladsen.