Usædvanligt styrt: Toft endte på hospitalet efter møde med spøgelsescykel

Usædvanligt styrt: Toft endte på hospitalet efter møde med spøgelsescykel
Erfarne Martin Toft Madsen, der her ses i færd med at barbere armene inden onsdagens etape, blev ramt af et meget usædvanligt og grimt styrt efter 40 kilometers kørsel. Foto: Jakob Nørmark
DANMARK RUNDT | SØNDERBORG | 11. AUG 2021 • 23:19
Jakob Nørmark
Journalist
DANMARK RUNDT | SØNDERBORG
11. AUG 2021 • 23:19

Et af de store samtaleemner onsdag aften i det bornholmske cykelholds lejr på Hotel Sønderborg Kaserne var det voldsomme styrt, som ramte Martin Toft Madsen på de sønderjyske landeveje.

Ved 20-tiden lå han stadig på sygehuset i Aabenraa, men sportsdirektør på BHS-PL Beton Bornholm Christian Juul Andreasen forventede, at en udskrivning nærmede sig, når en røntgenundersøgelse af ribbenene var veloverstået. En af holdets hjælpere havde i en billedbesked fra hospitalet meddelt, at Martin Toft Madsen var okay.

Han fløj forover, efter at en belgier væltede og dennes herreløse cykel gled på tværs af vejen i en bevægelse, der så ud til stride mod tyngdeloven og andre fysiske regler. Den liggende cykel blev drevet frem af spinnet fra forhjulet, og enkeltstartsspecialisten kunne ikke nå at reagere. Det var et ”freak-styrt”, som meget sjældent ses, var hans holdkammerater enige om.

Dyb flænge

I slaget mod asfalten fik Toft Madsen en dyb flænge i hovedet, og cykelhjelmen fik et ordentligt tryk.

– Han var egentlig klar til at hoppe på cyklen igen. Løbslægen var henne at se på ham, og han sagde: ”nej, du kan ikke køre”, fortæller Christian Juul Anderasen.

Få minutter efter styrtet, som skete bagerst i feltet, mens Deceuninck–Quick-Step øgede farten i sidevinden for at sprænge feltet, blev det meddelt, at Martin Toft Madsen var nødt til at udgå.

I 2019 vandt han det bornholmske holds første og hidtil eneste etapesejr i Postnord Danmark Rundt på enkeltstarten i løbet.