Den manglende banetræning vil selvfølgelig komme til at påvirke hestenes præstationer den første måneds tid.
– Det er klart, at hestene vil mangle lidt hurtighed her i starten. Men så må vi jo bare køre lidt langsommere - det er ens for os alle. Til gengæld kan vi glæde os over den milde vinter, som har gjort, at vi har kunnet få det bedste ud af træningen hjemme hos os selv, siger Martin Sjøholm Jensen.
Hjemme i Nyker har Martin Sjøholm Jensen og fru Anette fem heste i stalden, hvoraf de fire i hvert fald meldes klar til den første løbsdag. Den femte og sidste hest er en uprøvet unghest, som skal have lidt banetræning i kroppen, inden den meldes til start første gang.
Men allerede inden sæsonen er kommet i gang, har Martin Sjøholm Jensen fået en meddelelse, der gør, at han er sat ekstra op til de første løb på Bornholm. Sammen med Aarhus-kusken Lars Munch er han udtaget til at repræsentere Danmark i et løb i forbindelse med Elitloppet-weekenden på Solvalla-banen i Stockholm i dagene 23.-25. maj.
– Det bliver virkelig sjovt – det er jo en af de allerstørste trav-weekender i Europa. Men det skulle gerne blive til mere end det – for eksempel danmarksmesterskaberne og hvad der ellers byder sig af store løb, siger Martin Sjøholm Jensen, der ved siden af sine egne heste også kører hestene fra Stald Baunely.