Kulhuset kalder på sammenhold – ikke krig

Sandvig har en svær opgave foran sig. Sagen om det historiske kulhus skal landes, så byen får liv, kulturarven sikres og indbyggerne fortsat kan nyde deres nuværende forhold.

Naboerne i Sandvig er vrede. Det forstår man godt. Et 225 år gammelt kulhus med granitsten og søfartshistorie i væggene står midt i en strid, der truer med at splitte en byen.

Men inden skyttegravene graves endnu dybere omkring den historiske bygning, er det værd at minde hinanden om, at alle parter ønsker det samme: Et levende Sandvig med sjæl, liv og fremtid.

Da Kulhuset blev udstykket som selvstændig ejendom, forsvandt bevaringsværdien ud af de officielle registre. Det er en fejl begået af myndigheder, der burde have handlet anderledes. Den fejl har skabt forvirringen. Den har lagt kimen til konflikten. Og den bør få kommunen og Kulturstyrelsen til at kigge indad – ikke naboerne til at kigge skævt til hinanden.

For bevaring og forandring er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. Kulhuset har i årtier fungeret som olielager, garage og opbevaringsrum. Det er ingen glorværdig skæbne for en bygning, der rummer en unik del af dansk søfartshistorie. En velgennemtænkt renovering under kyndigt arkitektøje kan give huset en fremtid, det ellers ville blive nægtet. Den kan skabe tidssvarende liv i historien. Og netop med superarkitekten Dorte Mandrup i ejerkredsen er der en reel garanti for, at projektet tages alvorligt – æstetisk og historisk.

Naboernes bekymringer er konkrete og legitime. Indblik, støj og afstand til skel er reelle problemer, der skal adresseres i sagsbehandlingen. Men det skal ske i dialog – ikke i krig. Vi kan ikke bevare alle vores bevaringsværdige bygninger med offentlige midler eller fondsstøtte. Det er en kendsgerning. Og når private investorer med både midler og arkitektonisk ambition vil løfte en forfalden bygning og skabe helårsliv i en by, der kæmper med tomme gader uden for sæsonen, så kan det blive til en gave – ikke en trussel. Det vil være forfærdeligt, hvis kulhuset ender som lodsstationen i Rønne, der måtte lade livet til udviklingen omkring sig.

Sandvig siger selv, at det har brug for flere helårsbeboere. Her er chancen. Lad os bruge den fornuftigt.

Sammenhold. Ikke strid. Det er vejen frem for Kulhuset – og for Sandvig - selvom det nok er lettere skrevet end det er gjort.