– Nu skal du ikke skrive, at vi har to målvogtere, for det har vi ikke. Jeg hjælper kun til, når jeg kan, understregede Steffi Low, der blev kåret som kampens bedste spiller, selv om kun fik et kvarters tid på banen i lørdagens DS-opgør mellem Viking Rønne og Amager SK 2.
Steffi Low havde nok ikke protesteret, hvis hendes målvogterkollega, Laura Pedersen, havde fået de fire Svaneke-øl, der er belønningen for at blive kampens spiller. Det var i særklasse de to målvogtere, der var hjemmeholdets bedste i en kamp, som toerne fra Amager SK uden at spille prangende vandt så stort som 25-12 (11-5).
Viking Rønne stillede op uden holdets to bedste markspillere, den skadede Karoline Wex og den fra Færøerne tilbagevendte Katrine Enni, der af interne årsager holder en lille pause fra håndbolden. Det var hovedforklaringen på det store nederlag, for uden Wex og Enni var det et tandløst bornholmsk mandskab, der gik på banen mod topholdet fra Amager. Angrebsspillet var en omgang endeløst boldflytteri, krydret med et utal af dårlige afleveringer og tilsvarende indspilninger til streg- og fløjspillerne. Dertil kom en håndfuld skud på træværket og fire brændte straffekast. Så vinder man ikke en håndboldkamp.
Amager SK spillede i store perioder ikke meget bedre end Viking Rønne-pigerne, men udnyttede sikkert de mange bornholmske boldtab og scorede vel halvdelen af de 25 mål på hurtige kontraangreb, hvor selv Laura Pedersen sprællede forgæves i målet. En skade midtvejs i 2. halvleg betød, at Viking-keeperen måtte overlade pladsen til Steffi Low. Hun lagde ud med tre store redninger på stribe ved stillingen 18-9, men heller ikke det var nok, til at hjemmeholdet fik pyntet på slutresultatet.