Tejn-løber går efter topplacering til DM på hjemmebane

Tejn-løber går efter topplacering til DM på hjemmebane
Laura Hulgaard skal kæmpe mod resten af den danske trailelite, når der lørdag afvikles DM i langtrail på Hammerknuden. Arkivfoto: Jesper Gynther
NYHED | 27. JAN 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED
27. JAN 2022 • 05:30

Som noget nyt bliver danmarksmesterskaberne i langtrail afviklet som en del af Tejn IF's Salomon Hammer Trail Winter Edition, som finder sted på lørdag. En af Tejn IF's løbere er blandt favoritterne til at gå på podiet.

 

Tejn IF skyder 2022 godt i gang med masser af løb på Hammeren i den kommende weekend. Salomon Hammer Trail Winter Edition 2022 afvikles lørdag den 29. januar, og der er flere distancer at vælge mellem for løberne, lige fra 11 km walk til 50 miles (84 km).

Et af højdepunkterne ved løbet bliver det danske mesterskab i langtrail. Det bliver skudt i gang klokken 10, og her skal løberne gennemføre et maraton på 42,2 kilometer. Der stiller cirka 60 løbere op til mesterskabet, og hele den danske trailelite er at se på startstregen.

– Tejn IF tror på podieplads i senior til Laura Hulgaard, som er i rigtig god form, og der vil nok også være medaljer til flere andre bornholmere i veteranklasserne, fortæller Lene Møller fra Tejn IF i en pressemeddelelse.

Der er i alt tilmeldt 385 løbere til alle distancerne, og de første løbere bliver sendt af sted klokken 6, og de sidste løbere bliver sendt af sted klokken 12.

– Der venter deltagerne en ny rute i Slotslyngen og på den frygtede Hammerknude. Der skal løbes bakker i stor stil, og der løbes en masse på klipper og på små spor i skoven, så deltagerne bliver udfordret på teknikken, fortæller Lene Møller.

Start og mål er ved Brohuset ved Hammershus. Se mere på http://hammertrail.dk/winter/