Viking kan snuppe førstepladsen i weekenden
Lørdag og søndag spiller Viking Rønne Håndbolds herrehold to topopgør i Rønne Idrætshal mod FIF 4. Hvis rønneboerne vinder begge opgør, så overtager de zebrastribede førstepladsen i Serie 1.
Viking har vundet seks ud af otte kampe i denne sæson, hvilket placerer holdet på en andenplads i rækken. Hvis det går godt i weekendens to kampe mod Frederiksbergklubben FIF 4 - som ligger nummer fire i rækken - kan Vikings andenplads blive skiftet ud med en førsteplads.
Viking-træner Lars Trust forventer, at begge kampe bliver svære, men er også fortrøstningsfuld, for holdet har tidligere formået at skrabe svære point til sig.
– Begge kampe bliver svære for os. Weekendens gæster er gode til at spille det offensive spil, vi også godt kan lide at spille, så vi vil blive udfordret og kan kun håbe, at vi har tilstrækkeligt med strenge at spille på, så vi kan slippe godt fra kampene, siger han i en pressemeddelelse.
Han håber samtidig, at der vil dukke en masse tilskuere op i Rønne Idrætshal, som vil støtte holdet.