– Så ja man kan godt mærke, at der er en storm på vej. Jeg blev faktisk også skubbet uden for sporet på et tidspunkt af vinden. Jeg er jo ikke så stor, så der skal ikke så meget til. Man skal tænke sig om derude i hvert fald, konstaterer hun.
Stormen Malik var på vej mod Bornholm, da løbet blev afviklet. Foto: Jesper Gynther
Ramt af afbud
Det kraftige blæsevejr var også en udfordring for arrangørerne, som måtte se afbud tikke ind, da nogle af løberne fik deres færgeafgange aflyst. Der var cirka 380 tilmeldte til Hammer Trail, men kun knap 300 af dem deltog i løbet. Arrangørklubben Tejn IF er dog godt tilfreds alligevel.
– Vi har selvfølgelig en del afbud med dem, der ikke er kommet med færgen, specielt på halvmaraton. Men ellers er det gået over alt forventning, siger formand Kim Rasmussen, som mener, at det ikke kun er skidt, at det har været et decideret uvejr.
– Det er også godt, at det er lidt ekstremt vejr. Det skal være vildt, for det er jo det, de husker, når de bagefter fortæller røverhistorier, at det har blæst og været regn, da de skulle løbe.
Har der været nogen farlige situationer?
– Der er én, der er på sygehuset, som har vrikket om. Og så er der nogle enkelte, der er udgået, men det er lige så meget, fordi det er et lortevejr, og folk fryser lidt, så er det nemmere at trække stikket.