SM-guld til Andreas Krogh

SM-guld til Andreas Krogh
Mikkel Øritsland (med skæg) og Andreas Krogh Jensen snuppede to af de tre medaljer ved SM i Gadstrup. Eget foto
NOTITS | SPORT | Mandag 23. september 2024 • 14:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | Mandag 23. september 2024 • 14:00

BHS-PL Beton-rytterne dominerede sjællandsmesterskabet på landevej.

De otte ryttere fra BHS-PL Beton Bornholm var i høj grad med til at sætte deres præg på sjællandsmesterskaberne, der søndag blev kørt omkring vejene ved Gadstrup. Seks af "bornholmerne" placerede sig i top-11 i et løb, der blev gennemført af 48 ryttere.

– Vi var konstant med, hvor det skete, konstaterede sportschef Christian Juul Andreasen efter løbet, der sluttede med to BHS-PL Beton-ryttere på podiepladserne.

I alt skulle der køres 12 omgange på den 11 kilometer lange rute, og i det afgørende udbrud fik Andreas Krogh vristet sig fri sammen med den tidligere bornholmerrytter Stian Rosenlund fra Airtox-Carl Ras og en Coloquick-mand, Tobias Svarre. Udbruddet holdt hjem, og i spurten åbnede Andreas Krogh uimodståeligt en lang spurt, som holdt akkurat til målstregen.

– Dermed kan vores stærke førsteårs sønderjyde kalde sig sjællandsmester. Stærkt sted at starte sin sejrsrække i A-klassen, bemærker Christian Juul Andreasen.

Stian Rosenlund tog sølvet, og da Coloquick er et jysk hold, skulle bronzemedaljen placeres i en forfølgergruppe på fire mand, der kom i mål 23 sekunder efter de tre udbrydere. Her kørte Martin Szokody fra BHS-PL Beton Bornholm et smukt leadout for holdkammeraten Mikkel Øritsland, som tog sig af fjerdepladsen og dermed også SM-bronzen.

I den næste gruppe af ryttere fulgte Emil Schandorff, der i denne uge skal køre VM for U23-ryttere i Schweiz, på en ottendeplads, Tobias Aagaard Hansen på niendepladsen og Boas Lysgaard på 11.-pladsen.

Toft vinder i Jylland

Mens resten af holdet kørte om sjællandsmesterskaberne, så var 39-årige Martin Toft taget til Jylland for at køre om det jysk/fynske mesterskab i enkeltstart i Aulum ved Herning.

Og Toft kom, så og sejrede. Han kørte de 27,3 kilometer med en gennemsnitsfart på 51 km/tim. og vandt i flot stil - 13 sekunder foran den tidligere holdkammerat Frederik Muff fra Team coloQuick.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT