Ifølge formand Nina Gjetterman starter Bornholms Cycle Club landevejstræningen op den 1. april, og lige som med mountainbiketræningen – som blev genoptaget onsdag aften – passer de nuværende restriktioner på maksimalt 25 personer samlet til en udendørs idrætsaktivitet fint med deltagerantallet på holdene.
Normalt kan der godt dukke mere end 25 personer op til træning, men hvis det skulle ske, så kan man nemt dele træningen op i to grupper, forklarer hun. Det er i hvert fald ikke noget, der skaber skår i glæden over, at klubben nu igen kan træne sammen i større grupper.
– Det er jo simpelthen fantastisk. Det er det bedste ved genåbningen, at vi må være 25 igen, og at vi kan komme ud og lave noget på holdene. Det betyder rigtig meget for vores medlemmer, siger hun og nævner et eksempel fra træningen onsdag aften.
– Nu kom en af de unge knægte i dag, og han sagde, at han havde savnet træningen så meget, for han havde også haft hjemmeundervisning. Og nu kan han både komme i skole og til træning. Det gør jo det hele meget sjovere, siger formanden, som dog også glæder sig til yderligere lempelser af restriktionerne, så det blandt andet igen bliver muligt at bruge klubhuset.