Der var engang, hvor det vrimlede med fodboldspillere i Østerlars. Det gjorde der så sent som i 2013, hvor ØB 9. kreds blev kåret som årets fodboldklub på Bornholm. Men da Mosaikskolen lukkede i 2015, gik det stærkt ned ad bakke med medlemstallet, og få år senere blev der ikke længere spillet fodbold på stadion.
Heldigvis blæser der nu nye vinde. Der er kommet en del tilflyttere, og to af dem har sat sig i spidsen for at genoplive byens fodboldklub, som i 2016 skiftede navn til Østerlars Sport. I første omgang vil der være hyggetræning hver onsdag aften for seniorspillere, og efter sommerpausen er det planen at stille op i DBU-turneringen med et syvmandshold.
– Vi er flere, der er vendt hjem til øen hen over de seneste par år. Og jeg har det selv sådan, at jeg gerne vil give noget til det lokale, fortæller Mark Tofterup, som hurtigt fandt en anden ny beboer i Østerlars, som har det på samme måde.
– Sebastian (Bloch Jensen, red.) og jeg begyndte at snakke om at starte noget fodbold op og ligesom tage temperaturen på, hvor mange vi var, og hvad vi kunne sætte i søen. Og så blev det noget syvmands, siger Mark Tofterup, som håber, der på sigt kan blive så stor interesse for det, at man også kan stille op med et 11-mandshold.