Magnus Cort i prikker: En dag jeg aldrig vil glemme

NYHED | CYKLING | 3. JUL 2022 • 08:13
Af:
Ritzau
NYHED | CYKLING
3. JUL 2022 • 08:13

Magnus Cort glæder sig over sin bjergtrøje og den langvarige hyldest på podiet i Nyborg.


Magnus Cort kom lørdag først over de tre stigninger, der alle gav ét point til bjergkonkurrencen i Tour de France.

Dermed kører han i den prikkede trøje fra Vejle til Sønderborg søndag efter en 2. etape, der kommer til at sidde i hukommelsen resten af livet.

– Jeg vil huske dagen for alle de mange fans derude og så selvfølgelig for bjergtrøjen. Det er en dag, jeg aldrig vil glemme.

– Det er virkelig stort for mig, det her, lyder det fra bornholmeren efter hyldesten på podiet i Nyborg.

Han kom afsted i et udbrud med tre andre og havde ingen problemer med at komme først over de tre indlagte bjergspurter.

Først da scenen og målområdet var ved at blive pakket sammen, var bornholmeren kommet gennem presseaktiviteterne, men det betød ikke, at hyldesten var slut.

— Maillot à Pois E.Leclerc (@maillotapois) July 2, 2022


Der var stadig fyldt med danske tilskuere i målområdet, som hyldede danskeren iklædt prikker og ekstremt kulørte crocs i EF-holdets hidsige farver.

– Det føles rigtigt godt. Det var det, jeg gik ud efter, da vi startede etapen, så det var helt fantastisk at lykkes med det, siger Cort til TV 2.

Cort blev hyldet længe på podiet i Nyborg og lignede en, der kunne været blevet stående længere.

– Det var vildt nok. Der var godt nok gang i den. Og så længe de klappede og skreg, så kunne jeg ikke tage hænderne ned, siger bornholmeren med et smil.

Magnus Cort blev hentet af feltet med 60 kilometer igen og ramt af en punktering lige inden Storebæltsbroen.

– Det var lidt irriterende, for jeg ville gerne have været med hjem i feltets tid.

– Sådan skulle det ikke være, men jeg er glad for, at det hele lykkedes, siger Cort.

Cort er den første dansker i prikker i Tour de France siden Michael Mørkøv i 2012. Han kørte dengang seks dage i trøjen.