Lutter nederlag: 'Nu må vi bare komme videre'
Det blev til femte nederlag i træk for Vikings herreseniorhold i Danmarksserien, da bornholmerne lørdag mødte topholdet Tårnby. Men der var forbedringer at spore, mener træner Mathias Hjorth, som var glad for endelig at spille på hjemmebane.
Viking kom foran 1-0 og 3-2 i de første minutter af kampen, men derefter var det Tårnby, som førte i resten af opgøret. Det fortsatte dog med at være tæt igennem hele første halvleg, som endte med en 14-11-føring til gæsterne.
I anden halvleg trak Tårnby fra og førte 23-16 med ti minutter tilbage. Et par to minutters udvisninger til Tårnby gjorde dog, at Viking fik pyntet lidt på resultatet, som endte med cifrene 26-21.
– Jeg synes faktisk, at indsatsen var godkendt, lyder det fra Vikings træner, Mathias Hjorth, efter kampen.
– Selvfølgelig er jeg skuffet over, at vi taber, men Tårnby ligger nummer to, og vi ligger nummer sidst, så vi spiller faktisk op med et tophold. Det synes jeg faktisk er okay, siger han og indrømmer blankt, at Viking havde store problemer med at dæmme op for Tårnbys kontraspil, som viste sig at være meget effektivt.
– De løber jo fra os. Jeg har det, som om de har lavet 10 kontramål, sådan føles det. Og vi laver måske to. Vi taber med fem mål, så man kan godt se, at med lidt flere kontramål eller lidt mindre fra dem, så havde vi faktisk været helt lige.
At Viking gik lidt ned efter pausen skyldtes sandsynligvis også, at fire af spillerne kort forinden havde spillet ungdomskamp mod Lammefjorden i 2. division.
– Jeg synes faktisk, at alle byder ind med det, de kan, men man kan godt se, at vi har fire U19-spillere med, som lige har spillet en helt kamp, så jeg kan godt forstå, hvis de er trætte, siger Viking-træneren, som også er tilfreds med, at det lykkedes at holde gæsterne nede på 26 mål. Til gengæld havde han gerne set, at bornholmerne selv havde kommet mere på måltavlen.
– Vi skal bare lave lidt flere mål, og det har faktisk været vores problem i alle kampe, at vi laver ikke nok mål. Vi skal lave lidt flere mål, så skal det nok blive godt.
Det var Vikings femte kamp i sæsonen. Alle kampe er blevet tabt. Mathias Hjorth mener dog, at han kan se fremskridt. Returløbet er blevet bedre, men Tårnby var bare så gode til kontra, at der ikke var noget at stille op.
– Jeg synes, vi har forbedret os fra kamp til kamp, og jeg er rimelig fortrøstningsfuld indtil videre.
De første fire kampe i sæsonen var alle sammen udekampe på Sjælland, og det har bestemt ikke gjort det nemmere for bornholmerne.
– Jeg synes, vi har haft et hårdt startprogram. Vi spillede fire udekampe i træk. Det er noget andet for dem, der bor på den anden side, de skal bare køre frem og tilbage. Vi bruger en hel dag hver gang, så fire kampe i træk er ikke så godt planlagt. Men vi kan ikke gøre noget ved det nu, nu må vi bare komme videre.
Hvordan var det at komme tilbage i Rønne Idrætshal?
– Det var dejligt. Det var fedt at spille en hjemmekamp. Det kan godt være, at vi tabte, men det var stadig fedt at spille en hjemmekamp. Det er lidt sjovere end at bruge en hel dag på at rejse.
Psykisk sygdom – en usynlig kamp
NYT JOB
MEST LÆSTE

En sijllavitta
‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration