Mette Mikkelsen roser ikke mindst rekrutterings- og begynderudvalget og klubbens protræner Søren Arvidsen for at tage godt imod nye golfere.
– 68 har været indskrevet på golfskole, og 32 har fortsat efter deres prøvemedlemskab. Det er en god statistik, fastslår Mette Mikkelsen.
Golfklubbens bestyrelse har i det hele taget mange rosende ord til både frivillige i klubben og medarbejdere. Det handler blandt andet om klubhuset, som har fået en overhaling, men især om banens stand.
– Banen, dens kvalitet og helhedsindtryk er den grundlæggende kerneydelse i en golfklub. Derfor er det en meget stor glæde for os alle, at vi oplever, hvordan den er blevet bedre og bedre – og flottere og flottere – år for år, står der i beretningen.
De mange roser gælder også medlemmernes deltagelse, når der bliver inviteret til turneringer.