Jetset Onion kørte sig ind i favoritfeltet til BM i trav

Jetset Onion kørte sig ind i favoritfeltet til BM i trav
Jetset Onion kørte sig ind i favoritfeltet i BM-finalen den 22. august. Foto: Torben Ager
TRAV | SPORT | ALMINDINGEN | Onsdag 11. august 2021 • 08:30
Kjeld Lundbæk
Journalist
TRAV | SPORT | ALMINDINGEN | Onsdag 11. august 2021 • 08:30

Apollo Damgård og Jetset Onion blev suveræne suveræne vindere, da der tirsdag blev kørt to kvalifikationsløb til Rønne Revisions Bornholmsmesterskab 2021 på Bornholms Brand Park.

Bortset fra et enkelt løb har Lise Henriksen og hendes mand, kusken Kenn Christoffersen, holdt Jetset Onion på afstand af hurtigklassen i denne sæson. Den går nok ikke længere efter den 9-årige vallaks formidable opvisning i dagens andet kvalifikationsløb. Med sin sejr nummer 37 i 83 starter førte Jetset Onion fra start til mål, som blev passeret i vindertiden 18,3/2440 meter auto.

Jetset Onion nedkæmpede fra løbets start ellers starthurtige Hazard Sund/Martin Sjøholm Jensen og holdt også Flemming Jensen-trænede Aros Line/Mads Petersen med hjemmebane i Aalborg fra livet. Hazard Sund faldt hurtigt ned i ryg på den førende hest, og så var det alene op til banedebutanten Aros Line at udfordre fra dødens spor. Det kostede mange kræfter, og efter en længere løbspause måtte Aros Line kæmpe til det sidste for at få den femte og sidste BM-billet.

Jetset Onion vandt med mange længder ned til Hazard Sund, mens Stand And Deliver/Stefan Lind-Holm og overraskelsen Daisy H J/Niels-Peter Steinlein kæmpede hårfint om tredje- og fjerdepladsen. Løbets anden gæstehest, svenske Carotene/René Kjær, klarede ikke de snævre sving på verdens mindste travbane og listede meget tidligt i stald efter to galopture.

Startkanonen Apollo Damgård har tidligere vist, at den er svær at besejre, når den starter i forreste række, og tirsdagens første udtagelsesløb blev ingen undtagelse. Niels Kr. Hansen sendte straks sin hest i front, og selv om norske Akermann, kørt af danmarksmesteren René Kjær, flere gange forsøgte at udfordre udvendigt, så lod Apollo Damgård sig ikke true. Fortune Boko/Kim Hjort spurtede sig til til tredjepladsen, mens Roberto/Kim Mortensen og Solon/Mads Petersen sikrede sig de sidste finalebilletter.

– Det er ikke altid, det bliver helt, som man kunne tænke sig, men det gjorde det i dag, konstaterede Niels Kr. Hansen efter den flotte sejr i tiden 18,7/2440 meter auto.

Sidste års bornholmsmester, Winner's Wine, har haft en vanskelig sæson og undgik heller ikke en galop i BM-prøven, hvor den havde den unge Jonas Mikkelsen. Parret kom dog flot igen, og med en meget flot spurt var det tæt på, at Winner's Wine for alvor havde blandet sig i kampen om BM-billetterne. Nu måtte de nøjes med en sjetteplads. Derimod faldt en anden af top 5-favoritterne, Shelby Glide/John Gommans, tidligt ud af løbet.

FÅ ABONNEMENT