I den kommende uge skal unge idrætsudøvere have det godt

NOTITS | SPORT | Søndag 24. september 2023 • 18:43
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS | SPORT | Søndag 24. september 2023 • 18:43

Bornholmske idrætsforeninger sætter mandag gang i unges fællesskaber under Ha’ det godt-ugen.

Hvordan har du det egentlig? Det er et spørgsmål, mange unge tænker over. De fleste børn og unge har det godt, men samtidig føler flere unge end nogensinde sig ensomme, har et dårligt selvvurderet helbred, eller har haft en psykisk lidelse, viser undersøgelser.

Derfor åbner 63 idrætsforeninger i hele Danmark dørene for unge mellem 15 og 24 år, som har brug for et pusterum i en presset hverdag. DGI og DR P3 vil nemlig sætte fokus på, hvordan stærke foreningsfællesskaber kan bidrage til bedre mental trivsel og give alle unge mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en del af en forening.

På Bornholm er det Nyvest Gymnastik og Danseafdeling samt og Floorball Fællesskabet Bornholm, der byder ind til åbne træninger for de unge.

– Vi håber, at flere unge oplever, at aktive fællesskaber giver energi i hverdagen, at det er sjovt at dyrke idræt sammen med andre unge, og at de i idrætsforeningen får et frirum fra pres og perfekthed, siger Charlotte Bach Thomassen, landsformand for DGI.

Gymnastik og floorball

På Bornholm åbner Nyvest dørene op på sit gymnastikhold, Rejsehold 5, mandag aften fra kl. 19.30-21.30. Og Floorball Fællesskabet Bornholm inviterer til åben træning i Søndermarkshallen tirsdag aften fra kl. 17.00-19.00.

– Øens idrætsforeninger har mange andre tilbud til unge i aldersgruppen fra 15-24 år. Men vi er glade for, at vi også er med i det landsdækkende fokus på unges trivsel og er med på landkortet over Åbent Hus-arrangementer i uge 39, fastslår Karen-Margrethe Hansen Bager, direktør i DGI Bornholm.

Landet over byder arrangementerne på alt fra beachvolley og fællesspisning til streetbasket og fredagsbar - og selvfølgelig idræt i forskellige afskygninger. Ingen arrangementer ligner hinanden, men én ting er sikker: alle arrangementerne har fokus på et inkluderende fællesskab, som skal være et pusterum i hverdagen. Og så er der selvfølgelig mulighed for at starte regelmæssigt på holdet bagefter.

Fem trin til bedre trivsel

Undersøgelser viser, at organiserede fritidsfællesskaber kan styrke unges trivsel – specielt hvis de unge deltager af egen lyst, har mulighed for at udvikle kompetencer og selvtillid samt føler sig tæt knyttet til de andre i et fællesskab, som er trygt og tillidsfuldt.

De fem elementer er præcis det, DGI og idrætsforeningerne arbejder med, og derfor giver Ha’ det godt-ugen rigtig god mening, siger Charlotte Bach Thomassen:

– Rigtig mange børn og unge har deres første oplevelser med at tage ansvar for aktiviteter i frivillige idrætsfællesskaber rundt i hele landet. Vi vil gerne sikre de bedste rammer for, at unge bliver ved med at deltage, udvikler sig og føler et tilhør til andre unge i idrætsforeningerne. Og at vi motiverer flere unge til at være med.

De bornholmske tilbud

Mandag den 25. september kl. 19.30-31.30 i Nyvest Centret: Deltag i åben træning på Rejsehold 5 – gymnastik og spring. Spørgsmål: Kontakt Jesper Lund Koefoed tlf. 24252450

Tirsdag den 26. september kl. 17.00-19.00 i Søndermarkshallen, Aakirkebyvej 136, 3700 Rønne: Kom og prøv Floorball med Floorball Fællesskabet Bornholm. Spørgsmål: Kontakt Michael Hansen tlf. 20576062

 

Ha’ det godt ugen

63 idrætsforeninger åbner dørene for unge mellem 15 og 24 år i uge 39. Du kan finde alle arrangementer her www.dgi.dk/ha-det-godt-ugen

De deltagende foreninger får 3.000 kroner til arrangementet, som er doneret af Ebbefos Fonden

Ha' det godt ugen er en del af P3 Missionen, som støttes af og afvikles i tæt partnerskab med Østifterne og Ebbefos Fonden, de unge selv samt en bred kreds af aktører i ungelivet. Følg med på dr.dk/p3missionen og



 

Unges trivsel

Flere unge end nogensinde før føler sig ensomme, har lav livstilfredshed, et dårligt selvvurderet helbred, eller oplyser, at de har haft en psykisk lidelse, viser en undersøgelse af VIVE, 2022

Ifølge rapporten ”Hvad fremmer trivsel i organiserede fritidsfællesskaber?” fra Sundhedsstyrelsen 2023 har fem ingredienser stor indflydelse på unges trivsel: social forbundethed, udvikling af kompetencer, udvikling af selvtillid, lystbetonet deltagelse samt tryghed og tillid



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT