– Der "plejer" at komme mange til sidst. Vi regner derfor med, at vi havner på cirka 2400 tilmeldte. Men man ved jo aldrig. Det kan gå begge veje i en slutspurt, skriver Viking Atletik på sin hjemmeside.
Der er stadig et stykke vej op til de 2600-2700 tilmeldinger, som der typisk var i årene op til 2019. Coronapandemien fik en del til at fravælge løbet, og Viking Atletik har samtidig valgt at koncentrere markedsføringen til udelukkende Sjælland. Det har gjort, at der er 200-300 færre svenske, norske og tyske deltagere, som tidligere var med.
– Men at antallet af danskere er tilbage på tidligere niveau, er så skønt, skriver Viking Atletik, som også oplever, at der i år er en del flere enkeltdagsløbere med, hvilket sandsynligvis skyldes, at man nu kan tilmelde sig alle fem etaper som enkeltdagsløb.
De seneste år har det været sådan, at man ikke kunne tilmelde sig tirsdagens løb i Dueodde og torsdagens løb på Hammeren som enkeltdagsløb grundet pladsmangel på ruten - men det har Viking Atletik valgt at ændre på, da deltagerantallet som nævnt nu er lavere end i 2010'erne.