Måske synes du, at der er noget kendt ved manden i den meget gule T-shirt med startnummer 489 i Etape Bornholm. Men så måske alligevel ikke, for der er sket rigtig meget med Thomas Krabbenhøft, siden han i 2017 medvirkede i DR tv-serien "Rigtige Mænd".
Konceptet med "Rigtige Mænd" er, at man over nogle uger følger en håndfuld overvægtige håndværkere med hang til basser og bajere og andre gode ting, hvilket har sat sit præg på kroppen. I udsendelserne gennemgår de en livsstilsændring med sund mad og træning.
– Jeg kunne godt se, at jeg var i en sørgelig tilstand, siger Thomas Krabbenhøft om den mand, han var, inden "Rigtige Mænd" satte gang i en større livsstilsændring.
– Jeg fik en blodprop i hver lunge og to i det ene ben – samtidig. Jeg tænkte, at der skulle ske et eller andet, og jeg meldte mig til programmet og kom til casting sammen med 2.500 andre. Så det var vildt nok, at jeg slap igennem nåleøjet, fortæller han.