– Senest var jeg derover i august til en stor travdag. Jeg var der sammen med nogle kammerater, og så cyklede vi først Bornholm rundt, og om søndagen tog vi ud til den store travdag og så det og kørte hjem om aftenen, siger han og lægger ikke skjul på sin beundring for verdens mindste travbane.
– Jeg synes, det er Danmarks hyggeligste travbane, siger han.
– Den ligner også lidt sig selv, men der er lidt færre træer i forhold til dengang, hvor jeg var lille dreng. Der var mange træer, da jeg var lille, så de har luftet lidt ud. Og så er tribunen blevet lidt mere moderniseret, men det er stadig de samme mursten fra dengang, jeg var der. Til gengæld er der lavet lidt om indvendigt, kan man sige, siger John "Faxe" Jensen, som også mindes, at han var med til dyrskue på travbanen som lille.
Foredraget med John "Faxe" Jensen er arrangeret af Bornholms Travselskab, og det holdes på torsdag fra klokken 19 på Kannikegård.