Ligesom for Østerlars Boldklub og Aarsballe Boldklub er det dog ikke de sportslige resultater, der er vigtigst.
– Det er en breddeklub, så der er plads til alle. Nogle kommer bare for motionens eller hyggens skyld, og så er der halvdelen af de mænd, der træner, som godt kunne tænke sig at være med i en turnering og spille kampe. Vi træner kun en gang om ugen, men de er meget trofaste, fortæller træner Noah Bay Mogensen og oplyser, at i alt er 25-30 herrespillere i klubben, og der er desuden 10-15 pigespillere, som også stiller op med et hold i turneringen.
Mange af spillerne på herreholdet har spillet sammen, siden de var børnespillere. Og de kender hinanden rigtig godt, da mange også er engageret i de tre frikirker, som står bag U!, og som i øvrigt er kendt for at arrangere den årlige Maxdag i Rønne (Baptistkirken, Missionskirken og Pinsekirken).
– Selvom vi har udgangspunkt i kristne kirker, så er der jo ikke noget kristent i træningen som sådan. Vi favner meget bredt, og der er en dejlig, behagelig stemning, fortæller Noah Bay Mogensen.
U! træner og spiller hjemmekampe på fodboldanlægget ved Rønne Stadion Nord, hvor der tidligere blev dyrket amerikansk fodbold (der bliver stadig slået græs). Der har klubben også fået lavet et lille klubhus/skur, hvor man opbevarer bolde og alt det andet grej, som hører med, når man har en fodboldklub. Og til næste år kan det være, at holdet skal spille en hjemmekamp på banerne mod et prominent hold ovrefra.