Derfor besluttede to venner at hæve trollingbåd fra 72 meters vand

En snak mellem to dykkere endte med, at de fik overdraget papirerne på en båd der lå på 72 meters dybde. En del dyk senere havde Lars Philipsen og Jesper Munk fået båden op af vandet.

FRITID
HASLE

Gennem de seneste 15 år har Lars Philipsen og Jesper Munk dykket efter mange skibsvrag på havets bund.

De er eventyrlystne og fascinerede af den historie, der gemmer sig, når man finder et gammelt vrag, der har ligget stille i mange år.

I 2012 fandt de et helt særligt vrag, mange havde ledt efter i mange år, nemlig "Bornholms Titanic" – SS Jarl, som havde gemt sig på bunden af havet i 124 år.

Men da de to dykkere sad og sludrede over kaffen tidligere på sommeren, var det et noget nyere skib, der fangede deres opmærksomhed.

– Vi sad jo og talte om, hvad det næste mon bliver. Så faldt snakken på denne her trollingbåd, der sank i april. Så vi ringede selvfølgelig til den ulykkelige ejer og spurgte, om vi måtte få lokationen og dykke ned til den. Vi skulle finde på noget jo, fortæller Lars Philipsen.

Ejeren blev blev glad for at høre fra de to dykkere. På båden var havde han nemlig mistet sine husnøgler, bilnøgler og sin telefon med en chip med billeder, som de meget gerne måtte fiske op fra de 72 meters dybde.

De havde dog fået erstatning, så båden tilhørte forsikringen.

- Da vi kom derned og kiggede på den, kunne vi jo konkludere, at den så helt fin ud, som den lå der. Vi kiggede på hinanden - den snupper vi sgu, fortæller Lars Philipsen.

– Så måtte vi jo spørge hos forsikringsseskabet, om vi kunne overtage båden, så vi kunne prøve at hæve den.

For forsikringsselskabet var båden tabt, og talte allerhøjest som skrot på havets bund. Det skrot tilbød de to bornholmere nu at fjerne, så efter et hurtigt kig på videoer af, hvad de to dykkere tidligere har lavet fik de tilsendt papirerne og dermed ejerskabet af båden.

Derefter brugte de masser af tid på planlægningen på land, og så sejlede de hellere ud flere gange frem for få lange dyk.

Et spindvæv af fiskestænger

Under dykkene var det vigtigt at passe på de mange fiskestænger, der i værste fald kunne filtre sig sammen til et regulært spindelvæv af nylon.

Og så er der sort som natten, når dykket fører så langt ned, at solens stråler ikke kan nå.

– Vi besluttede at lave korte dyk, for når man først er helt dernede på 72 meters dybde, så går det rigtig hurtigt med iltforbruget, og når man skal op igen, skal kroppen meget langsomt af med trykket, og det er for kedeligt, fortæller han.

Planen for hævningen blev lagt, og de næste par dyk gik med at clipse tønder fast til trollingbåden. Tønderne skulle sænkes ned til båden på bunden, så de lå tæt på, men ikke ovenpå.

Allerede der skulle planlægningen stå sin prøve.

Og så skulle ankeret sænkes ned på bunden - også uden at ramme båden, men alligevel tæt nok på til at nedstigningen kunne foregå sikkert og lede hele vejen ned til båden, samt at linen op til båden på overfladen var så tæt på, at den hele tiden var i synsfeltet på bundens mørke. Mange decimaler skulle gå op, og da ilttønderne var clipset på, var de klar til det fjerde dyk.

Nu skulle tønderne fyldes med luft, og så skulle båden gerne stige op til havets overflade.

Men heller ikke denne øvelse er helt uden ben i.

– Det kan jo virkelig gå galt. Vi skulle have den op, men den måtte ikke ramme vores båd oppe på overfladen. Og tænk, hvis den fik en af os med op, så vi kom for hurtigt op? Det dør man af. Den kunne også rive ankeret løs og dermed ville vi miste vores line op til båden, fortæller Lars Philipsen.

Mange ting kunne gå galt, men de mange timers planlægning gav pote, og båden flød nydeligt op til overfladen uden drama.

Tabt på bunden igen

Sejrsrus.

Det er ordet for den følelse, de to dykkere havde, da de efter den 45 minutter lange opstigning kunne kravle tilbage i båden og betragte trollingbåden flydende bag dykkerbåden.

Nu skulle båden bare bugseres ind på Tejn Havn, og så var sommerens projekt en succes – men så nemt skulle det ikke gå.

– Så tabte vi den så ned på bunden igen utilsigtet, forklarer han.

– Den ene tønde med luft lækkede simpelthen, og så tabte den opdrift og sank. Så måtte vi tage hjem og vende tilbage en anden dag.

Ugen efter var de på vandet igen. Endnu en tur på havets bund for at få båden op til overfladen, og herefter fulgte mere end tre timers bugsering for at få den ind på land.

Til sidst måtte båden endnu engang lægges tilbage på havets bund - dog tættere på både overfladen og på Tejn Havn.

Den sidste gang skulle der bare dykkes til 24 meters dybde.

Et dyk, der kræver væsentligt kortere opstigningstid, mindre iltbeholdning og hvor man kan se meget mere.

– Dernede kunne vi være længe, og det er lyst i forhold til mørket på 72 meters dybde, så det var som at gå rundt i haven, fortæller Lars Philipsen og slår ud med hånden mod sin solbeskinnede have.

De benyttede derfor den sidste tur på bunden til at få fjernet alle fiskestængerne og gjort båden klar til landgang.

På kajen i Tejn havde de booket en lastbil med kran på, der skulle sørge for at båden blev trukket op på land og kørt hjem til Jesper Munks adresse i Rutsker.

– Og så stod der en masse mennesker for at kigge på, fordi vi havde fortalt, at vi ville have denne her båd op. Vi tænkte nok, at så ville et par stykker dukke op. Vi havde sandelig ikke tænkt, at det skulle påkalde sig så meget opmærksomhed, fortæller han.

Han er dog ikke uvidende om, at det er noget af en bedrift, han og kammeraten har gjort.

– Vi er kun en håndfuld fritidsdykkere i Danmark, der går så langt ned, så det er jo også bemærkelsesværdigt.

Profit eller en billig båd

Og nu begynder det næste kapitel, hvor båden skal sættes i stand.

De to kammerater håber, at motoren stadig fungerer. Den skal rengøres, have ny olie og så skal alle kablerne skiftes -det bliver vinterprojektet, at få en hæderlig båd ud af den.

– Måske kan vi sælge den og få lidt profit, og ellers har vi da selv en billig båd at sejle i.

Den blev nemlig overdraget kvit og frit fra forsikringsselskabet, fordi det på ingen måde kunne betale sig for dem at hæve båden fra de 72 meters dybde. Men det ville være dumt, at sige nej tak, når to fritidsdykkere tilbyder at gøre en indsats for at fjerne noget, der anses som skrot fra havets bund.

– Skulle man have haft et firma til at hente denne her op, så havde det kostet spidsen af en jetjager. Men vi gør det bare for sjov. Vi skal jo have sommeren til at gå, smiler han.