Men Lars og Jesper svømmer deres egne veje. Som super seriøse amatørdykkere har de opbygget evnen og indkøbt udstyret til at kunne gå på eventyr på de store dybder – indtil nu i jagten på at opleve jomfruvrag i primært Østersøen, hvor de to som nogle af de mest seriøse vragdykkere i Danmark har kortlagt og videofilmet en lang række af de historiske skatte, der ligger rundt om Bornholm.
I sidste uge blev evnerne brugt til det umulige – at færdiggøre løftet af en trollingbåd fra 72 meter op til overfladen.
Alle vi andre hverken kan eller skal dykke dybt på trimix (en blanding af ilt, helium og kvæltstof) og jagte vrag. Men Lars' og Jespers præstation er et vidne om, at vi kan langt mere, end der ser muligt ud ved første blik. Bornholms civilsamfund med vores hære af ildsjæle og projekter, der måned efter måned løfter vores ø, kan umådelig meget, der umiddelbart ser umuligt ud. Både med egne og frivillige hænder, med fondsstøtte og professionel hjælp fra vores kommune. Wonderfestiwall, Kulturuge, verdens bedste øl, Folkemøde, Sankthans-fester, Tadao Ando-pavillon, lysmuseum og meget mere er eksempler på, hvor højt vi flyver.
Bornholm er som humlebien, der flyver, selv om det ikke burde kunne lade sig gøre. Vi får gode ting til at ske på vores ø, selv om det ikke burde være muligt. Vi skal blive ved med at løfte de umulige projekter – 72 meter op.