– Nu skal vi have styr på det her, og vi kommer ikke til at sætte gang i noget andet. De næste par år regner vi ikke med at byde ind på noget som helst, siger Bent Frederiksen. Men nede i hjørnet af det strategitårn, han er ved at rejse, gemmer der sig dog alligevel en lille kattelem.
– Dukker der ét eller andet op, så kan det da godt være. Men så kommer vi til at søge hjælp hos nogen i stedet. Det vil være måden at gøre det på, for det er ikke noget, vi kan klare alene her og nu, siger han.
Der er knas med renoveringsprojekter i flere afdelinger, og det er det, som lige nu optager Bent Frederiksen mest.
– Vi har Afdeling 56 (NordParken i Rønne, red.), som er i gang med anden etape. Den er delt op i flere etaper, fordi afdelingen er så stor, og det kommer til at løbe over yderligere et par år. Det skal vi have styr på og gøre færdig, men det skal vi nok komme i mål med, siger han.
Afdeling 56 er dermed det af de tre renoveringsprojekter, som Bent Frederiksen er mest tryg ved, kommer sikkert i mål. Det kommer til at ske i samarbejde med Landsbyggefonden og rådgiveren Kuben.