Bornholms Bordtennis Klubber (BBTK) har fået 10.000 kroner af Nordea Fonden, og pengene skal bruges på spillertøj, oplyser formand Kenny Jensen.
– Vi har søgt om penge til at kunne købe nyt spillertøj til de spillere, som er med til vores fællestræninger, og som rejser med til stævner ovre, siger han.
Med pengene fra fonden kombineret med nogle penge fra sponsorer kan unionen dermed købe tøj til 15 ungdomsspillere samt til et par enkelte voksne, som hjælper til med at træne spillerne.
Kenny Jensen oplyser desuden, at BBTK også har søgt om støtte fra Bornholms Brand og Sparekassen fonden til at kunne købe nyt materiel til unionens depot i Haslehallen.