Tro er ikke et bevis – det er en tillid

Espen Norderhaug Brandt ser i denne uges Inden Søndag nærmere på, hvad der egentlig menes med sætningen: at tro på Gud.

Der tales for tiden om danskernes tro. Det er jo ganske skønt. Men et spørgsmål, der for mig at se, straks melder sig, er, hvad der helt nøjagtig menes med sætningen; ”at tro på Gud”.

For hvad betyder det helt præcist? Hvad betyder det, når folk siger, at de ikke tror på Gud? Det er ikke altid klart.

Mange gange handler den manglende tro på Gud mere generelt om en afstandtagen til religion. Det er for så vidt fint, men definitionen af troen udebliver dog endnu. Ofte forklares den manglende tro med, at man ikke tror på, at Gud eksisterer.

Men dette svar er ikke indlysende, for det forudsætter, at den troende tror på Guds eksistens, og at troen derfor skulle have sin kerne i et metafysisk væsen, der findes. Men selv hvis nogen tror dét, så er vi stadig ikke i mål, for hvad betyder så dét?

Det er heller ikke givet. Yderligere ligger der et problem gemt i vores sprog, idet ordet ”tro” bruges om vidt forskellige ting. Der er uendelig forskel på at sige, at man tror, at det snart vil regne, og så, at man tror på Gud.

Ordet er det samme, men det er betydningen sandelig ikke.

Heldige englændere

Her er englænderne velsignede, idet de får lov at skelne klart mellem ”belief” og ”faith” – hvad vi på dansk måske bedst kan oversætte med henholdsvist ”tro” og ”tillid”.

Det er sidstnævnte, der for mig at se har relevans i denne sammenhæng. Når jeg selv taler om ”tro”, så mener jeg ”tillid” eller ”tiltro”. Jeg har tillid til evangelietekstens fortælling, der dels handler om Gud og dels handler om mennesket, altså mig selv – og jeg har tillid til kirkens ritualer, der skal formidle alt det, som sproget ikke formår.

Det er en livsform

Jeg kan altså med evangelieteksten og ritualerne komme ind på livet af mit eget liv – og det er her, at vi for mig at se nærmer os, hvad eller hvem Gud er, og hvad troen så drejer sig om.

Gud er det i kraft af hvilket, at jeg bliver et menneske. Gud er det, som jeg bruger til at navigere efter i mit liv – og altså derfor ikke en ting, der i den forstand eksisterer. Troen på Gud bliver derfor en livsform, en måde at være i verden på.

Gud er den fortælling, som jeg forstår mig selv igennem – og som aflaster mig fra alene at skulle skrive min egen evindelige selvfortælling. Den fortælling, som Gud er, er nemlig også min, i min tillid til den. Ikke at jeg derved er Gud, men fortællingen bliver min. Fortællingen kan jeg så spejle mig i, jeg kan bæres af den, slås med den, skue dybt ind i mig selv og have tillid til dens tale til og om mig. Det er her, troen kommer fra.

En mulig forståelse

En forståelse af Gud kunne derfor se således ud.

I 1961 blev Jurij Gagarin det første menneske i rummet. Mens han cirklede om jorden, kiggede han ud ad vinduet i sin rumkapsel og konstaterede, at han ingen Gud så. Hermed var sagen ifølge Gagarin afgjort.

Dette kom den britiske forfatter C. S. Lewis for øre, der mente, Gagarin tog fejl. Ifølge Lewis forholder mennesket sig ikke til Gud, ligesom den person, der bor i stueetagen forholder sig til den, der bor på første sal. Vi finder ikke Gud ved at bevæge os langt nok opad.

I stedet forholder vi os ifølge Lewis til Gud, som Hamlet forholder sig til Shakespeare – eller som Mads Skjern forholder sig til Lise Nørgaard, eller som mummitrolden forholder sig til Tove Jansson. Mads Skjern finder ikke Lise Nørgaard ved at rode rundt oppe på loftet af sin butik. Han ville kun kunne finde hende, hvis hun valgte at skrive sig selv ind i historien – hvis hun lod sig åbenbare i fortællingen - hvis ”Ordet blev kød”, som der står i Johannesevangeliet.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en klumme. Skribenterne står helt frit med hensyn til valg af emne og udtryksform