BHS-rytter brækkede ben i styrt

NOTITS | SPORT | 20. APR • 09:34
NOTITS | SPORT | 20. APR • 09:34

BHS - PL Beton Bornholm fik en meget uheldig start på det franske cykelløb Tour du Loir et Cher, hvor hele tre ryttere styrtede og udgik efter første etape.

Værst gik det udover 29-årige Daniel Stampe, skriver holdet på Facebook.

"Stampe styrtede i finalen på første etape, og var ikke sikker på, at han kunne starte dagen efter. Og det forstår man nu. Det viste sig nemlig, at Stampe desværre har brækket benet", skriver de i opslaget.

Dermed er Daniel Stampe ude i længere tid og kan ikke forsvare sin sejr fra sidste år i Fyen Rundt eller køre med i den begivenhedsrige maj, hvor der er mange løb for holdet.

Men i det franske etapeløb var der blot tre ryttere, som skulle forsøge at køre resultater hjem i løbet, og bedst gik det for Boas Lysgaard, som sluttede som nummer fem på sidste etape.

Han endte derfor på en 12. plads i klassementet og som nummer to i ungdomskonkurrencen.

Sidste år vandt BHS-holdet løbet med Niklas Larsen, der også tog en etapesejr undervejs.



FÅ ABONNEMENT