Nicklas Falk Rasmussen og Mads Schelde Berg har også store forhåbninger til den kommende sæson.
– I år har været min første hele sæson i A-klassen, og selvom den på mange måder er gået over al forventning, så har det også været et ”lige-ved-og-næsten” år, hvor det sidste måske lige har manglet. Det håber jeg naturligvis at lave om på til næste år, så nu må vi se - på mange måder har det været meget naturligt at forsøge at blive ”bornholmer” i 2023, siger Nicklas Falk.
Mads Schelde Berg har drømt om at køre på det bornholmske hold, siden han deltog i dets træningslejr i 2018, da han kørte i B-klassen.
– Jeg fik lov til at mærke atmosfæren på holdet, og jeg så en fed kombination af performance optimering og sjov, som inspirerede mig meget. Jeg har derfor fulgt holdet på sidelinjen siden da og har arbejdet hen imod at blive en del af det. Derfor er jeg rigtig stolt af nu at starte på holdet, og jeg ser meget frem til at komme i gang med samarbejdet. Jeg tror, at jeg kan udvikle mig meget som rytter og som menneske på BHS - PL Beton Bornholm, hvor jeg vil prøve at suge til mig af alle de kompetencer, som jeg ved, både ryttere og staff besidder, siger han.