Selvom atletikanlægget bruges meget af både skoler og Viking Atletik, har bookingniveauet generelt været dalende de seneste år. Hvis man ser bort fra 2020 og 2021, hvor aktiviteten blev kraftigt påvirket af coronapandemien, blev atletikanlægget i 2019 booket i 541 timer. Anlægget bliver dog brugt meget mere end det, mener Claus Clausen.
– Man kan jo komme ind, når man vil, hvor man i en idrætshal skal booke den, så derfor afspejler tallene ikke, hvor meget det egentlig bliver brugt, siger han og peger på, at på en hverdagsaften om vinteren kan der være over 100 løbere fra Viking Atletik, som bruger atletikanlægget uden at booke den, ligesom der også er mange privatpersoner, som benytter sig af løbebanen.
Vil være værste scenarie
Hvis det bliver besluttet, at der ikke skal bruges penge på at renovere løbebanen, vil det også koste regionskommunen penge. Det vil således koste omkring 550.000 kroner at bortskaffe løbebanen, når den om nogle år er så nedbrudt, at den ikke længere kan bruges. Til den tid skal den så graves op og fjernes, og hvis man senere beslutter at reetablere løbebanen, så vil det koste 12-13 millioner kroner, oplyser leder Klaus Rønne Jensen fra Bornholms Idrætsområder.
– Så man vil reelt kun spare en halv million, fordi det vil koste en halv million at nedlægge stadion. Jeg kan dog ikke forestille mig, at det kommer dertil at nedlægge det, siger Claus Clausen.