Anne Mette har givet sig i kast med en sport, der kan virke skræmmende: 'Jeg troede, jeg skulle dø'

I udkanten af Rønne bor en kvinde, som ikke er bange for at give sig selv udfordringer. Hun har eksempelvis prøvet at svømme til Christiansø, stå på ski i vasaløbet og gennemføre en ironman – og Anne Mette Safft er langt fra færdig med at prøve sine egne grænser af.

Senest har hun kastet sin kærlighed på ekstremsporten langdistanceridning, som stiller store krav til både rytter og hest.

– Distanceridning er temmelig krævende, udfordrende og kan for mange virke skræmmende, så både rytter og hest skal være i virkelig god form for at kunne klare det, fortæller hun.

I lørdags red hun 55 kilometer, da hun sammen med sin hest Wasim Jamaal deltog i Hedelandsridtet ved Roskilde, og det var en træt rytter og hest, der kom i mål efter fem timer og 21 minutter.

– Jeg var fuldstændigt smadret bagefter, fortæller hun.

– Der gik to-tre dage, hvor jeg næsten ikke kunne gå ned ad trappen herhjemme eller noget som helst, fordi jeg havde så meget mælkesyre i min krop.

En uge efter ridtet er indersiden af hendes ben stadig hævet og har blå mærker. Skavankerne er kommet, fordi hun står op i stigbøjlerne stort set under hele ridtet for at aflaste ryggen på hesten.

– Det er jo lang tid for hesten, hvis man har et menneske, som sidder og bumper ovenpå ryggen af den, så derfor skal man helst stå op, når man rider. Og det gør, at man bliver træt i lænden, ballerne og i lårene, siger hun.

Wasim Jamaal er en blanding af araberhest og engelsk fuldblods væddeløbshest, og især arabergenerne gør den velegnet til at løbe langt, oplyser Anne Mette Safft. Foto: Simii Photography IVS

Dyrlægekontroller

Også hesten er træt efter så mange kilometer, som næsten uafbrudt foregår i trav eller galop. Derfor var Wasim Jamaals ben da også meget stive efterfølgende.

– Det er gerne benene på hesten, der er hårdt belastet, og i lørdags var meget af ruten på sandjord, og det gør den endnu mere stivbenet, fortæller Anne Mette Safft.

Er det sundhedsmæssigt forsvarligt for hesten at lave langdistanceridning?

– Der er ingen heste, der kan starte, uden at de er 100 procent i orden. Der er dyrlægekontrol før løbet, undervejs i løbet og efter løbet. Og hvis der er det mindste galt med hesten, så kan den ikke gå igennem. Hvis den eksempelvis trækker lidt på benet, så får du ikke godkendt den, siger hun.

Under løbene er der tre dyrlægekontroller, som hesten skal bestå. Dyrlægekontrollet indebærer blandt andet, at hestens puls skal være faldet til under 60 slag i minuttet inden for 20 minutter, og derfor har Anne Mette Safft købt en pulsmåler, som hun har sat på hestens krop. Foto: Jacob Jepsen

– Så det er kun heste, der er i 100 procent god fysisk form, der kan klare det her, og det er det, som jeg synes, er så fantastisk ved den her sportsgren. Det er, at man faktisk kigger på hesten, og at man ikke bare fokuserer på, at man skal ud at præstere i et løb.

– Og så giver man jo sin hest en masse oplevelser. Den står jo ikke bare og rådner op inde i en stald. Og den gider heller ikke bare stå her, den vil gerne ud, siger hun.

Og det kan der være noget om, for mens Anne Mette taler, står Wasim Jamaal og skraber med hovene mod jorden, så man ikke kan være i tvivl om, at den gerne så, at interviewet snart slutter, så ridetræningen kan gå i gang.

– Den har haft et par dages pause siden sidste løb, og så bliver den lidt utålmodig, forklarer Anne Mette nærmest lidt undskyldende.

Anne Mette Safft står selv for den daglige pleje af hesten, og hun plejer at lave udstrækningsøvelser med den, ligesom hun også giver den let massage, som ses her på dette billede. Derudover kommer der hver 14. dag en professionel massør og giver den en ordentlig omgang, ligesom der også er tilknyttet en fast smed, som tjekker hans sko og sørger for, at hovene er optimeret. Foto: Jacob Jepsen

Født til at løbe langt

Det var faktisk også Wasim Jamaals iver efter at løbe, der fik hende til at prøve kræfter med langdistanceridning. Hun købte hesten for ti måneder siden, og i starten var den lidt svær at styre.

– Og så tog jeg den ind til Almindingen, og så slap jeg den, og så løb den to og en halv time, og så tænkte jeg, at langdistance det er det, den skal. Og så prøvede jeg at sætte mig ind i det, og så er jeg bare blevet grebet af det, siger hun.

Hvad kan du godt lide ved langdistanceridning?

– Jeg kan godt lide at blive presset, hvor man kommer helt ud over grænsen, og hvor man bare tænker, at det er lang tid det her. At det kræver noget at gøre det. Det kræver en masse tilbehør og en masse motion op til. Det ekstreme kan jeg godt lide.

– Og så har jeg jo i mange år sat mig selv et nyt mål hvert år med et eller andet, som jeg synes kunne være spændende at prøve. Jeg har aldrig kun haft én passion, så jeg har prøvet før at være langt ud over grænserne.

Har den her passion en udløbsdato for dig?

– Nej, jeg fortsætter, indtil han ikke kan mere. Også fordi jeg havde jo også hest, før jeg lavede de andre ting, siger Anne Mette Safft, som har haft med heste at gøre næsten uafbrudt gennem hele sit liv, og som nu også bor på Hestepension Birkely på strandvejen i Rønne, som hun købte sammen med sin mand for et par år siden.

Der skal medbringes mange ting, når man deltager i et langdistanceridt. Blandt andet skal man have strigler, kølebandager til benene, salte, energibarer med proteiner og elektrolytter, magnesium, og materialer til førstehjælp. Foto: Jacob Jepsen

Dødsangst og softice

Selv ikke en nærdødsoplevelse har fået Anne Mette til at overveje at stoppe med at dyrke langdistanceridning. Det var ellers lige ved at gå galt, da hun tidligere på året deltog i et løb, hvor man skulle over en motorvejsbro.

– Der gik han i panik og sprang til siderne. Og lige pludselig stak den af med mig, og der tænkte jeg bare: Nu dør jeg.

– Det var vildt ubehageligt, så det vil jeg aldrig nogensinde prøve igen. Så jeg rider aldrig nogensinde over en motorvejsbro, det er simpelthen for farligt, siger hun og forklarer, at hun i stedet bare hopper af hesten og så løber ved siden af den, mens de krydser broen.

– Og så handler det bare om at finde en stor sten eller bænk, som man kan træde op på, så man kan komme op på hesten igen, så man kan ride videre. 

Det er dog langt fra altid dramatisk at dyrke langdistanceridning. Når man træner langdistanceheste, bruger man nemlig også meget tid på det, der hedder miljøtræning, som går ud på at lære hesten at være omkring andre mennesker og dyr.

– Jeg har taget ham med alle mulige steder. Vi har været på café, på Hasle Røgeri, og nogle gange rider jeg ham ind igennem byen og stopper op inde på Store Torv og køber mig en softice og rider hjem igen, siger hun.

Det er ikke kun vigtigt, at hesten kan løbe langt. Det er også vigtigt, at den kan være steder, hvor der er andre mennesker og dyr. Derfor laver man mijøtræning, som blandt andet indebærer, at Anne Mette Safft tager hesten ind til Store Torv i Rønne eller til Hasle og køber en softice. Privatfoto