Der er stadig lang vej hjem, hvis NB Bornholm skal undgå nedrykning, men med lørdagens sejr på 5-0 over KFUM, den første i dette forår, gav træner Caludi Espersens drenge de trofaste Nexø-fans troen på, at det godt kan lykkes at spille sig væk fra sidstepladsen. Forude venter nemlig tre hjemmekampe mod modstandere af samme kaliber som KFUM – Bk. Viktoria, B 1960 og PI Fodbold. Det er kampe, der skal give fuld pot.
Men der resterer også udekampe mod Bk. Union, topholdet FB og Vigerslev, og her skal der også bornholmske point på kontoen, da det teoretisk er udelukket, at alle de hold, der ligger lige over nedrykningsstregen, taber samtlige kampe i den resterende del af turneringen. Bk. Victoria har 16 point, B 1960 18 point, KFUM 20 point, Bk Union og PI Fodbold 22 point, mens Husum og Vigerslev begge har 23 point. NB Bornholm kom med lørdagens sejr op på 14 point.
Nedrykning vil derfor være et uundgåeligt tema for østbornholmerne hele vejen frem til den sidste spilledag den 15. juni. Men som NB Bornholm spillede mod KFUM, vil det være både synd og skam, hvis holdet skal ned i Bornholmsserien. Gæsterne havde et enkelt skud på overliggeren sent i 2. halvleg, men fik derudover ikke et ben til jorden mod et sprudlende Nexø-mandskab. Alle mand i det blå-gule outfit spillede op til deres bedste mod et KFUM-hold, der havde en offday af de store.
– Vi var bare tændte fra kampens start, og så scorer vi på vores chancer. Sværere er det heller ikke, kommenterede flittige Victor Olsen, da sejrsjublen havde lagt sig.