Derfor stopper Bornholms store stemmesluger i politik

Den socialdemokratiske stemmesluger Leila Lindén stopper som regionsrådspolitiker i 2025. Her fortæller den 78-årige veteran om baggrunden for beslutningen, og forklarer, hvorfor det er en dårlig idé at lade en omskæring stå i vejen for en lovende politisk karriere.

Socialdemokraten Leila Linden stopper i politik, når den nuværende valgperiode udløber.

Du har siddet i regionsrådet for Socialdemokratiet siden regionernes tilblivelse i 2006, og forleden kom det så frem, at du ikke genopstiller i 2025. Hvorfor ikke?

– Jeg har hele tiden sagt til Anette Stæhr (lokalformand for S på Bornholm, red.), at det her bliver min sidste periode. De ved de også i Region Hovevdstaden.

Du har været med til at trække den nye regionsrådsformand, Lars Gaardhøj, frem til topposten i regionsrådet. Hvordan ser du et talent i en ung politiker?

– Det er, hvis det er et ordentligt menneske. Et menneske, der har respekt for andre mennesker, og lytter til andre mennesker. Der er nogen man gider høre på, og nogen man ikke gider høre på. Men fremfor alt, at det er en, der har nogle holdninger, mål og nogle værdier, som er ordentlige, og som vil andre mennesker det godt. Samtidig skal det heller ikke være en, der bare nikker og siger ja på de rette steder. Man skal også turde stille op.

Har du optrådt som en bisse i visse situationer?

– Ja, det har jeg, og jeg kan tydeligt huske hvornår, for det var næsten ekstremt. Det var mens jeg sad som gruppeformand, og arbejdede på at få en MR-scanner til Bornholms Hospital. Vibeke Storm (Rasmussen, S, tidligere amtsborgmester i Københavns Amt, derefter regionsrådsformand fra 2007-2013, red.) var formand for Hovedstadens Regionsråd. Holdningen var, at en MR-scanner til Bornholm, det var at gå for vidt, det var for stort. Modstanden var stor, til dels også i min egen gruppe. Jeg havde svært ved at overtale Vibeke Storm, det må jeg blankt indrømme. Et medlem af et af de andre partier, en læge, sagde: Det bliver over mit lig med en MR-scanner på Bornholm. Vedkommende lever endnu, men er ikke i politik mere. Og vi fik en MR-scanner til Bornholms Hospital.

Tvangsflytning af borgere under al kritik

Er der noget du ikke fik igennem, hvor du stadig ærgrer dig?

– Der har været gange, hvor jeg gerne ville have haft flere penge. For eksempel fik vi sidste år 250.000 til at tage blodprøver i eget hjem. Der var jeg træt af, at jeg kun fik 250.000 og i år har jeg bedt om at få 250.000 mere.

Hvad med alle de rønneboer, der er blevet tvunget til at flytte til en læge i Allinge, fordi praksisklinikken i Rønne lukkede?

– Det er en af de sorteste ting. Det er af en af de ting, jeg har været mest ked af. At rønneboerne pludselig skulle til at køre til læge i Allinge. Det er under al kritik. Men det er en ting, der kører administrativt uden om det politiske. Lægeområdet er bundet op af regler og aftaler og helt faste overenskomster med lægernes interesseorganisation PLO. Nu er det sket, og det vi kan gøre og har gjort, Carsten (Scheibye, V, red.) og jeg, det er sikre, at det ikke sker igen. Vi har fået indskrevet med flammeskrift, og det har været gennem udvalg og regionsråd og hele balladen, at næste gang en Rønne-praksis skal i udbud, hvis det så bliver en læge fra Nexø eller Allinge eller Aakirkeby, der får det, så skal de oprette en satellit i Rønne, som skal være åben alle ugens hverdage.

– Praksisklinikken fortsætter nu i to år med et ydernummer, og så var det jo, at Rikke Hjorth-Westh i Allinge fik det andet. Der er kun enkelte, der kan få lov til at skifte tilbage, og sådan vil det være, indtil der bliver åbnet for Rønne-praksis. Vi må ikke øge Praksisklinikkens kapacitet.

De daværende brugere kan ikke komme tilbage?

– Nej, det må man ikke.

Det er da en kedelig sag, at man tvangsforflytter ældre mennesker uden bil og unge mødre med syge børn til en læge, der ligger 30 kilometer væk. Det er næsten helt udansk?

– Jeg er helt enig. Men sådan er reglerne for praksisklinikker i hele landet. Vi har lokalt lavet en aftale om, at når det lægeligt vurderes, at det er en rigtig dårlig idé at sende en borger til Allinge, så skal der findes en løsning.

Hvorfor åbner Rikke Hjorth-Westh ikke bare en satellit i Rønne?

– Jeg har spurgt hende, faktisk, men det var hun ikke interesseret i på daværende tidspunkt.

Er det noget du kan nå at rette op på?

– Nej, det kan jeg ikke. Det er danske regioner, regeringen og PLO, der laver de aftaler. Men jeg har holdt fast i praksisklinikken og arbejdet for at den kunne fortsætte og det gør den nu i to år.

En politisk plan gik i vasken

Sådan som jeg har forstået det, var det planen, at du skulle trække en bornholmsk kandidat med ind i regionsrådet, som skulle læres op og overtage din plads i regionsrådet. Men så kom der en omskæring i vejen?

– Det er helt rigtigt. Det kan jeg godt sige, det var Joan Prahl (nu SF, red.). Vi klingede rigtig godt sammen, og vi havde haft møder herhjemme hos mig om, at nu skulle hun med, og jeg ville sætte hende ind i sagerne. Og det er vigtigt at være inde i det, fordi vi er på Bornholm under 40.000 ud af tilsammen 1,8 millioner indbyggere i Region Hovedstaden og to bornholmske medlemmer ud af regionsrådets ialt 41 medlemmer. Den indflydelse, jeg har fået, den har jeg i stor grad fået, fordi jeg ved noget om sundhed. 90 procent af arbejdet i regionen handler om det sundhedsfaglige.

– Min pointe i forhold til Joan var: den der skal afløse mig, må meget gerne være en, der også kan stå stærkt i en argumention om noget hospitalsmæssigt og noget sundhedsfagligt, for det fylder 90 procent af arbejdet i regionsrådet. Og jeg sad engang i bestyrelsen for den pædagogiske assistentuddannelse, PAU-uddannelsen, og der var Joan bestyrelsesformand, og der så jeg Joan første gang. Vi kunne have fået et fint samarbejde, og vi var også i gang, men så blev hun SF'er.

Fordi hun var uenig i Mette Frederiksens kovending i forhold til omskæring. Ville du have gjort noget lignende?

– Aldrig. Aldrig. Nej, for du vil aldrig være 100 procent enig med dit parti. Men jeg tror på, at man skal blive indenfor muren og slås for det man tror på. Og argumentere og kæmpe. Det der med at gå, det er ikke noget for mig. For mig handler det om at blive og slås med næb og kløer og kæmpe for at overbevise de andre om det, du tror på. Det er det, der virker. Det virker ikke at stå udenfor.

Men politik handler vel også om principper og om at man nogle gange bliver nødt til at sætte en grænse?

– Ja, men jeg kan ikke få øje på den grænse. Jeg ville virkelig også slås for det. Min oplevelse er, at hvis du slås for noget, du virkelig tror på, og har de rigtige argumenter, så kan du også overbevise andre om, at det her er forkert. Jeg ville ikke kunne overbevise Mette Frederiksen og regeringen og Folketinget om omskæring, men jeg ville ikke gå på grund af sådan en ting. Du kan ikke få alting som du selv vil have det. Man bliver nødt til at sluge nogle kameler undervejs. Men man skal selv vælge, hvilke kameler man vil sluge.

Man kunne vel godt forestille sig, at Joan Prahl var blevet borgmester efter Winni, hvis hun ikke havde forladt Socialdemokratiet?

– Jeg ville i hvert fald have spået hende en stor fremtid i vores regi, både som lokalpolitiker og som min afløser, hvis hun ikke havde lavet det jump.

Leila Lindén stopper efter denne valgperiode. Foto: Jacob Jepsen

Savner tid til familien

Hvorfor blev du socialdemokrat?

– Jeg er født og opvokset i et socialdemokratisk hjem. Min far var slagteriarbejder, min mor var tekstilarbejder, vi boede i en toværelses lejlighed i Vestbyen i Vejle, og vi havde ikke meget at slå til Søren med, faktisk ingenting. Jeg voksede op i meget trange kår og var vidne til stor social uretfærdighed. Det betød meget hvor du kom fra, da jeg voksede op. Det stod ikke skrevet over min vugge, at jeg skulle have en udddannelse. Jeg tænkte: Hvis man vil noget, må man smøge ærmerne op og passe sin skole og få sig en uddannelse. Men jeg blev først politisk aktiv, da jeg var voksen. Min morbror var socialdemokratisk byrådsmedlem og fællesorganisationsformand for fagforeningen, så jeg tror, det er grundlagt i min barndom.

– Og så løb jeg ind i Niels (Lindén, red.) da jeg var midt i tyverne og han er også fra et socialdemokratisk hjem. Hans far var forlagsdirektør på forlaget Fremad, og tæt på H.C. Hansen og Viggo Kampmann (statsminister fra 1960-1962, red.). Viggo Kampmann og hans kone var med til mine svigerforældres sølvbryllup i 1971. Og nu sidder jeg i gruppe i Regionsrådet med Viggo Kampmanns barnebarn, Nicolai Kampmann. Han er vores nye gruppeformand.

Tænker du på at begynde at trappe ned, nu hvor du er blevet 78 og er gået ind i din sidste periode i regionsrådet?

– Nej nej, energiniveauet er fuldstændig det samme. Men min næstyngste søn bor i Australien, min yngste søn og svigerdatter bor på Mallorca med deres to børn. Hver gang vi skal ned og besøge dem, kræver det helt utrolig meget planlægning, og jeg vil gerne se mine børnebørn lidt mere inden de flyver fra reden. Vi vil gerne have mulighed for at tage til Mallorca og passe vores børnebørn på 12 og 15, mens deres forældre er i udlandet for at arbejde. Det kan vi ikke, som det er nu, fordi der er forretningsudvalgsmøde, der er regionsrådsmøde, der er sundhedsudvalgsmøde. Vi kan ikke bare sige, vi kommer i ti dage. Det vil jeg gerne kunne. Så det er ikke arbejdet, og jeg er fuld af energi, som jeg plejer. Det generer mig ikke at køre over Ystad en eller to gange om ugen, det er slet ikke noget problem. Men jeg vil gerne være mere uafhængig af min kalender. Det har jeg brug for, i mit private liv.