Erik A. Larsen oplyser, at mandagens møde med Michael Hornshøj og tidligere partisekretær Jens Skipper Rasmussen kom i stand, efter at han var blevet kontaktet af uddannelseschef Anton Yding fra Venstres landsorganisation.
– Anton Yding ringede til mig i fredags. Han fortalte, at landsorganisationen havde talt med Michael Hornshøj, og at de gerne ville sende en mægler, hvis vi var interesseret i at tale tingene igennem, fortæller han.
– Jeg sagde på forhånd, at hvis jeg ikke kunne blive renset for alle beskyldninger, kunne det være lige meget, siger Erik A. Larsen.
Og ingen kommentarer
Ældrerådets formand oplever at være blevet renset, selvom det er på den baggrund, at Michael Hornshøj nu siger, at han aldrig har beskyldt Erik A. Larsen for at lække Venstre-oplysninger i Odd Fellow Logen.
– Vi havde et rigtig godt og konstruktivt møde, og jeg er blevet renset. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke fremstår som en, der render rundt med sladder, siger han.
– Jeg har fået et hav af henvendelser. Jeg tror, at der kom de første 50 mennesker op til mig, da jeg var tilforordnet ved valget i søndags.
Michael Hornshøj afviser at svare på uddybende spørgsmål om hele affæren omkring Erik A. Larsen.
– Vi er blevet enige om, at det der står i pressemeddelelsen er det, som vi går ud med. Der er dét, der står i pressemeddelelsen og ikke noget ud over det, siger han.