Håber på aktivitet i huset: 'Det er aldrig sjovt at afvikle'
Michael Mortensen er direktør i Inhouse, men med udgangen af april ophører hans ansættelse også. Foto: Sarah Thun Kristensen
I disse dage er Michael Mortensen i fuld gang med at afvikle Inhouse og få de afskedigede medarbejdere sendt godt videre i nye jobs. Han har en opfordring til Bornholms Museum, som overtager bygningen 1. april.
Der er masser af gulvplads i Inhouse Bornholm.
Faktisk så meget gulvplads, at direktøren i huset har inviteret bordtennisklubben til at stille et bord op og finde på noget sjovt, og i forrige weekend blev de store blanke gulve scene for et stort udsalg.
Her dukkede mange af byens butikker op for at holde et fælles lagersalg, og det gav masser af kunder i butikken, fortæller Michael Mortensen, som er afgående direktør i Inhouse.
– Der var rigtig mange mennesker igennem. Jeg ved ikke hvor mange, men jeg kan love dig for, at der var mange mennesker, smiler han.
– Det betød også, at der var rigtig meget aktivitet oppe i byen, så det er dejligt.
Om bordtennisklubben også benytter sig af tilbuddet, er endnu uvist, men invitationen står, for der har været ophørsudsalg i møbelforretningen siden oktober, og allerede i løbet af den første uge var omkring 50 procent af lageret solgt.
Nu er der bare fem procent tilbage, og det er meget heldigt, for 31. marts er det endegyldigt slut med møbler i det store hus. Så foræres de ting, der er tilbage til klubber, skoler og foreninger.
– Der har været mulighed for at lave nogle gode handler, og det har folk gjort, fortæller direktøren, som dog tøver lidt med at kalde udsalget en succes.
– Det er altid trist at afvikle ting. Der er jo nogle mennesker, der mister deres arbejde, så vi bruger også meget energi på at få folk videre.
Ved kaffemaskinen kan man bladre lidt og se, hvordan museet skal se ud. Foto: Sarah Thun Kristensen
Noget godt i vente
Om et par uger er den markante bygning på Sdr. Hammer nemlig ikke længere ejet af Ocean Prawns, som også ejer Inhouse.
Den gamle fiskefabrik er som bekendt blevet solgt til Bornholms Museum, som i løbet af de næste to år skal indrette sig og flytte ind. Derfor er møbelbutikken under afvikling, mens Kop og Kande skal flytte til nye lokaler lige ved siden af de gamle. Sidstnævnte har dog fået endnu en måned at løbe på.
– Fra 1. april kommer Kop og Kande til at brede sig lidt mere i butikken, og de rykker så i løbet af april, når der er bygget færdigt. Planen er, at den nye butik kommer til at slå dørene op den 1. juni, fortæller Michael Mortensen, som selv er ledig på jobmarkedet fra udgangen af april.
Selvom det er kedeligt at lukke ned, så har både direktøren selv, personalet og kunderne i butikken kunnet mærke, at det har en betydning, at der er noget godt i vente.
– Det er ikke, fordi der bare skal stå en tom bygning. Der kommer noget rigtig godt. Når kunderne kommer ind og synes, at det er meget ærgerligt, at vi ikke skal være her mere, så gør vi, hvad vi kan for at vise folk, hvad det nye projekt er, så det bliver italesat på en positiv måde, forklarer han.
Han møder både kunder, som ærgrer sig højlydt over, at møbelhuset skal lukke, men også kunder fulde af begejstring over, at museet skal flytte til Nexø og alt det spændende, der følger med.
– Jeg er sådan set enig i begge dele, og jeg vælger at tage den vinkel, hvor jeg føler, at det er noget meget positivt for byen, for øen og for museet, for de får nogle rammer, der er gode.
Når han slipper tøjlerne og overlader bygningen til Bornholms Museum, har han en opfordring til den nye ejer.
– Jeg håber, at de vil prøve at bruge de næste to år, hvor de skal bygge på også at få lidt aktivitet i huset. For hvis man bare sætter pap på vinduerne og lukker i to år, så bliver det lidt tomt, forklarer han.
– Det er i hvert fald mit forslag, at de tager det ansvar med videre. Om det så bliver modeshows, kunstudstillinger eller en pop-up restaurant, det kan de selv finde ud af.
Fra den 1. april er der ikke længere noget, der hedder Inhouse Bornholm. Foto: Sarah Thun Kristensen
Tæt på at få alle i job
Michael Mortensen har været direktør i Inhouse siden 2020, og han har en ansat, som har haft sin hverdag i huset, siden Inhouse åbnede tilbage i 2008 - og faktisk også før det, da der var fiskefabrik i lokalerne.
– Jeg havde da håbet, at han kunne blive kustode på museet og på den måde blive her, men problemet er, at der lige er to års byggeperiode, ærgrer han sig.
For ham betyder det meget, at alle medarbejderne har valgt at blive og gå planken ud, om man så må sige, for det har haft en stor betydning, at der har været folk på arbejde, som har haft gejst til at drive virksomheden videre.
– Men det ér noget andet at drive en virksomhed, som er under afvikling.
I denne weekend har de afholdt en lille fest for de medarbejdere, som stopper med udgangen af marts.
Selvom beskeden om, at arbejdspladsen skulle lukke, har været lidt af en mavepuster, så går det rigtig godt med at få medarbejderne videre i nye jobs.
– Det er ikke alle, der har et nyt job, men vi er tæt på, og vi håber meget, at vi i løbet af marts får de sidste videre.
Han er ikke bekymret for sin egen fremtid, for han tvivler ikke på, at han nok skal finde et job på Bornholm, hvor både han selv og familien er glade for deres hverdag.
Selvom han har drukket et par kopper kaffe hist og her, så har han imidlertid ikke tænkt sig at forholde sig til sin egen situation, før han har fået sine medarbejdere godt videre.
Der er masser af gulvplads i det store hus, som tidligere rummede en fiskefabrik. Foto: Sarah Thun Kristensen
Exceptionel mulighed
I løbet af sine år som direktør er Michael Mortensen ellers stolt af, at det er gået godt med forretningen.
Det har nemlig ikke altid været lige let at skabe overskud i Inhouse, men de seneste fem år har han kunnet præsentere pæne regnskaber.
– Så grunden til, at der bliver lukket og slukket nu, er jo ikke dårlig økonomi. Det er, fordi man har mulighed for at gøre noget godt for Nexø, og jeg ved, at det betyder meget for Ocean Prawns, som ejer både Inhouse og bygningen.
– Det er en ret exceptionel mulighed for byen, og der er ikke så mange bygninger på Bornholm, hvor museet kunne ligge. Nu får de mulighed for at ligge midt i en by og få nogle strøgkunder, hvis man kan sige det sådan.
Han har selv været på museet i Rønne mange gange, og han vil gerne stå på mål for, at flytningen til lokalerne i Nexø bliver en gevinst for både Nexø og Bornholms Museum.
– Men det er aldrig sjovt at miste sit arbejde, og det er aldrig sjovt at afvikle en virksomhed.
Museum eller ej kan han ikke benægte, at stemningen bliver lidt mærkelig i et hus, der er under nedlukning og hvor halvdelen af medarbejderne har fået en fyreseddel.
– Men der er bare kæmpe cadeau til alle de ansatte. Folk har taget det i stiv arm og arbejdet videre og gjort alt, hvad de kunne for at afslutte det på en ordentlig måde. Når det nu skulle være, så kunne det ikke være gjort bedre, og det er jo de ansattes fortjeneste.
I weekenden gik byens butikker sammen om at holde udsalg. Det er god brug af de tomme kvadratmeter, mener direktøren. Foto: Sarah Thun Kristensen