Splittet 1. maj: Fællesskab splintret i tre dele

Splittet 1. maj: Fællesskab splintret i tre dele
Der er tradition for fælles 1. maj på Bornholm, men i år markerer fagbevægelsen, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen dagen ved tre forskellige arrangementer. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
POLITIK | Onsdag 1. maj 2024 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
POLITIK | Onsdag 1. maj 2024 • 05:30

Fagbevægelsen har besluttet ikke at invitere politiske partier til 1. maj. Resultatet er, at der er tre forskellige arrangementer, der markerer dagen.

I mange år holdt fagbevægelsen og den politiske venstrefløj på Bornholm fælles 1. maj. Det skete så sent som i 2022, men sidste år gik der sprækker i sammenholdet, da Metal Bornholm valgte at holde sit eget arrangement uden deltagelse af politiske partier.

Det skete efter afskaffelsen af store bededag. I år er metalarbejderne tilbage i folden, men til gengæld har FH Bornholm valgt at markere dagen helt uden venstrefløjens partier, der til gengæld har delt sig i to fraktioner. Der er altså tre forskellige arrangementer at vælge imellem på arbejdernes internationale kampdag.

Ved RIK's klubhus på Rønne Station Nord inviterer FH Bornholm til 1. maj for hele familien, i gården ved Storegade 38 i Rønne holder Socialdemokratiet 1. maj, og på Galløkken i Rønne samles Alternativet, SF og Enhedslisten til det, de kalder rød 1. maj.

– Vi har i FH's bestyrelse besluttet, at vi gerne ville prøve noget andet. Vi vil egentlig gerne sætte fokus på lønmodtagerne og derfor holde vores egen 1. maj uden politisk deltagelse, siger formand Joan Prahl fra FH Bornholm.

Ifølge hende er man nogle gange nødt til at prøve noget nyt, selvom der også kan være meget godt ved de traditioner, der er forbundet med 1. maj og det historiske fællesskab mellem fagbevægelsen og den politiske venstrefløj.

– Vores ønske er egentlig at give lønmodtagerne en større stemme 1. maj, og ved at vi gør det for os selv, bestemmer vi også selv over programmet. Vores stærke solidariske fællesskab smuldrer også lidt, og rigtig mange har måske svært ved at se værdien af at være med i en overenskomstbærende fagforening. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Når fællesskabet smuldrer, tipper vægtskålen til fordel for arbejdsgiverne, siger Joan Prahl.

Ærgerlige partier

Hos Socialdemokratiet og Enhedslisten fortæller gruppeformændene Claus Larsen-Jensen og Morten Riis, at de har fået at vide af FH Bornholm, at de politiske partier ikke er velkomne hos fagbevægelsens 1. maj i år.

– FH har taget den beslutning ovenpå alt det der med store bededagsferien, at de vil holde en 1. maj rent fagligt og ikke vil have politiske partier med. Det er jo ikke kun Socialdemokratiet, det er også Enhedslisten og SF, siger Claus Larsen-Jensen.

Samme besked fik Enhedslisten fra FH Bornholm.

– Så gik vi i gang med at lave en rød 1. maj i stedet for, siger Morten Riis.

Både Claus Larsen-Jensen og Morten Riis synes, det er ærgerligt, at der ikke er fælles 1. maj i år.

– Historisk set er det lidt mærkeligt, for det har jo rødder i den samlede arbejderbevægelse. Jeg synes, det er lidt trist, for risikoen er jo, at jo mere man spiller sig op, desto svagere bliver man, siger Claus Larsen-Jensen.

– Jeg synes, det er både ærgerligt og også en smule mærkeligt. Det vokser ud af Metals reaktion sidste år, da socialdemokraterne som regeringsbærende parti valgte at fjerne en fridag. Der kunne Metal ikke se sig selv være sammen med socialdemokraterne, og det forstår jeg sådan set også godt. Men reaktionen fra Metal var, at så ville de slet ikke være sammen med nogen politiske partier. Det er den linje, FH har overtaget i år, og som jeg ser det, er det et eller andet sted en beskyttelse af Socialdemokratiet, siger Morten Riis.

Svært at se værdien

Som formand for FH Bornholm oplevede Joan Prahl det som problematisk, at en part af fagbevægelsens fællesskab sidste år meldte ud, at man ikke ville deltage, fordi Socialdemokratiet var med.

FH Bornholm havde besluttet ikke at invitere landspolitikere, men det var ikke nok for Metal Bornholm.

– Det er selvfølgelig en rystelse, vi har haft, og jeg synes faktisk, vi er landet et godt sted. Jeg er rigtig glad for, at bestyrelsen har mod til at afprøve et andet 1. maj, hvor fokus er mere målrettet lønmodtagere, siger Joan Prahl.

Ifølge hende vil det i den aktuelle situation være særlig problematisk at skulle holde 1. maj med Socialdemokratiet.

– Det er rigtig svært at se Socialdemokratiets værdi i forhold til lønmodtagere, siger Joan Prahl.

Den holdning forstår Claus Larsen-Jensen ikke, men han regner med, at den for det første bunder i afskaffelsen af store bededag og for det andet i regeringssamarbejdet med Venstre og Moderaterne.

– Jeg synes, man glemmer mellemfortællingen om, at der ikke var mulighed for at lave et stabilt regeringssamarbejde fra Socialdemokratiet og til venstre, siger Claus Larsen-Jensen og nævner Enhedslisten og Alternativets syn på på økonomisk politik, udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og forsvarspolitik.

Han mener også, der er nogle misforståelser i forhold til regeringens politik.

– Hvis man kigger på regeringsgrundlaget, er der faktisk mange ting, som en socialdemokratisk regering til venstre ville have svært ved at holde fast i, men hvor både Moderaterne og Venstre har bøjet af, siger Claus Larsen-Jensen og tilføjer, at socialdemokraterne selvfølgelig også har bøjet af på nogle områder.

– Så har man den der diskussion om skattelettelser. Hovedparten af de penge, der er givet i skattelettelse, er givet til de tre millioner lønmodtagere, der er i Danmark, i beskæftigelsesfradrag. Så har man lettet lidt i forhold til bunden af folk, som tjener lidt mere, men det kan jo også godt være en metalarbejder eller en havnearbejder, som får en rigtig høj løn. Og så indfører man den toptopskat for dem, der tjener mest, siger Claus Larsen-Jensen og fremhæver, at regeringen både har lavet store aftaler med arbejdsmarkedets parter og med brede flertal i Folketinget.

En historisk skillelinje

Morten Riis forstår til gengæld godt, hvis FH Bornholm har det anstrengt med Socialdemokratiet, men selv i det lys mener han, det havde været bedre at lave en fælles 1. maj.

– Det betyder jo, at Socialdemokratiet hverken over for fagbevægelsen eller den øvrige venstrefløj er nødt til at stå på mål for de beslutninger, de træffer i regeringen, så selvom det måske er tænkt som en kritik og en afstandtagen fra Socialdemokratiet, så kommer det også til at virke som en ansvarsfritagelse på en eller anden måde, siger han.

Han har prøvet at få FH Bornholm til at ændre beslutningen om at holde 1. maj uden politiske partier, men uden held.

– Dybest set synes jeg, det er for fjollet at holde hver vores 1. maj, siger Morten Riis.

At fagbevægelsen føler en stor afstand til Socialdemokratiet forstår han til gengæld godt.

– Jeg synes, det er meget mærkeligt, at et socialdemokratisk parti, med den arv man har, undsiger arbejdsmarkedets parter og deres regulering af arbejdsmarkedet, når man for eksempel gør, som man gjorde med bededag sidste år. Det kan jo også være, det bliver en historisk skillelinje. Det kan være, at det parløb, der har været mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, er passé. Det vil der være mange gode grunde til det, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Morten Riis.

Han tilføjer, at Enhedslisten, SF og Alternativet gerne vil fagbevægelsen og derfor har inviteret lokalformand Jonna Nielsen fra 3F til at holde tale, hvilket hun har takket ja til.

1. maj på Bornholm

8.00: Socialdemokratiet holder fælles morgenmøde i HK Bornholms lokaler på Paradisvej i Rønne.

12.00: Enhedslisten, SF og Alternativet holder 1. maj på Friluftsscenen på Galløkken i Rønne.

14.00: FH Bornholm holder 1. maj ved RIK's klubhus i Rønne.

14.00: Socialdemokratiet holder 1. maj i gården ved Storegade 38 i Rønne.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT