Skeptikere om power-to-x: 'Ønsker at tage stilling hen ad vejen'
Lad os se nogle konkrete bud på power-to-X anlæg, før vi afgør, om vi ønsker dem, siger Enhedslisten og løsgænger Heidi Burgedahl. Nej, for byderne i statens udbud har brug for at vide, om Bornholm er klar til brintproduktion, svarer DF.
Både Enhedslisten og løsgængerne Søren Schow og Heidi Burgedahl har hidtil markeret sig som skeptiske eller direkte imod at åbne for, at en virksomhed kan etablere et power-to-X anlæg for at producere brint på Bornholm.
Før kommunalbestyrelsens erhvervsudvalg tirsdag behandlede udspillet om at gøre et principielt bornholmsk ja til brintproduktion til del af kommunens officielle erhvervsstrategi går både Enhedslisten og Heidi Burgedahl da også fortsat ind for ikke at tage overordnet stilling, men se tiden an.
Udvalgsformand Linda Kofoed Persson (DF) siger modsat, at statens udbud af de tre gigawatt havvind nu er rykket så tæt på, at Bornholm er nødt til at give de mulige bydere et ja eller et nej til, om Bornholm ønsker brintproduktion.
– Vi ønsker ikke at tage alle beslutningerne på forhånd, men at lade de virksomheder, der gerne vil etablere power-to-X på Bornholm præsentere, hvad de vil give Bornholm, når de nu gerne vil bruge vores areal og vores vandressourcer, siger Heidi Burgedahl.
– Vi ønsker at tage stilling hen ad vejen. Power-to-X er for mit vedkommende ikke et spørgsmål om ja eller nej, men et spørgsmål om de vilkår, som en virksomhed der gerne vil etablere power-to-X kan præsentere, siger hun.
Samme melding kommer fra Enhedslisten, hvor Niclas Fick tirsdag var vikar ved mødet i erhvervsudvalget.
– Frem for bare at åbne op for alt muligt er det vigtigt for os at vide, hvad vi åbner op for, siger han.
– Hvilken placering skal et power-to-X anlæg for eksempel have? Hvilken værdi vil det få for bornholmerne? Og vil det være i bornholmernes interesse eller i de store virksomheders interesse? siger Niclas Fick.
– Det er bornholmerne, der bor på Bornholm. Så det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen er aktiv omkring, hvilke aktiviteter der skal være tale om, og i hvilket omfang. Det starter vel med, at vi har et konkret projekt at tage stilling til.
Flere investorer siger modsat til staten, at de har brug for at vide, hvordan Bornholm og kommunalbestyrelsen principielt stiller sig i forhold til power-to-X. Det har de brug for at vide for at kunne afgøre, om de skal byde ind med power-to-X i statens udbud af havvindmøllerne?
– Ja. Men så må de måske søge de informationer der, hvor de nu kan få dem, siger Niclas Fick.
Heidi B: Det går for stærkt
At se tiden an og vente på konkrete bud på et power-to-X anlægs præcise størrelse, udseende og placering er imidlertid ikke en mulighed, siger udvalgsformand Linda Kofoed Persson.
– Lige om lidt sender Energistyrelsen de her tre gigawatt havvind i udbud. Så er det nødvendigt for byderne at vide, om de skal byde ind med overplantning og ekstra vindmøller til brintproduktion eller ej. Det skal vi sende et klart signal om, siger hun.
Og det signal skal ifølge Linda Kofoed Persson være et ja til power-to-X og brintproduktion.
– Der skal power-to-X til for, at vi kan tiltrække den vækst og de nye virksomheder, som vi har brug for, også for at gøre de bornholmske virksomheder mere grønne, siger hun.
– Jeg synes, at (udviklingschef, red.) Mads Boss og hans medarbejdere har ramt den lige i øjet med det her udspil, siger Linda Kofoed Persson.
Det er Heidi Burgedahl dog ikke enig i. Hun mener, at det går alt for stærkt.
– På vores seneste møde i erhvervsudvalget foreslog vi, at der kom nogle forskellige bud på et tillæg til erhvervsstrategien, som vi kunne vælge ud fra, siger hun.
– Det synes jeg ikke, at jeg kan se her. Processen er gået meget hurtigt, siger Heidi Burgedahl.
– Forslaget her er det mest vidtgående i forhold til at åbne for power-to-X. Kommunalbestyrelsen er blevet klandret for at være splittet. Men hvis vi skulle samle os i den her sag, skulle man måske vælge noget mere kompromissøgende, siger hun.
"De har misforstået opgaven"
Linda Kofoed Persson afviser, at det var forskellige bud på et tillæg til erhvervsstrategien, som Heidi Burgedahl senest efterlyste i erhvervsudvalget. Med det afsæt mener Linda Kofoed Persson desuden, at Heidi Burgedahl både har misforstået erhvervsudvalgets opgave, og hvad formålet er med en erhvervsstrategi.
– Det som Heidi Burgedahl efterlyste ved vores seneste møde var nogle forskellige størrelser på power-to-X anlæg. Men den opgave er ikke en del af erhvervsstrategien. Den skal slet ikke gå så detaljeret ind i det, siger hun.
– Erhvervsstrategien handler om det principielle. I det her tilfælde et overordnet ja eller nej til power-to-X. Alle detaljerne om størrelsen på et power-to-X anlæg hører hjemme i en planstrategi. Planstrategien er det konkrete, der kommer efter, at erhvervsstrategien har fastlagt det principielle og overordnede, siger Linda Kofoed Persson.
– Så hvis Heidi er mest optaget af størrelsen på et power-to-X anlæg, skulle hun have siddet i et andet udvalg. Så skulle hun sidde i natur-, miljø- og planudvalget, for det er dem, der sidder med planstrategierne.
Linda Kofoed Persson afviser også Heidi Burgedahls kritik af, at processen frem for ja eller nej til power-to-X går for hurtigt.
– Statens udbud kommer næste år. Det er derfor vi er ved at have lidt småtravlt med at gøre det klart, om Bornholm ønsker power-to-X, siger hun.
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration