Det ville på papiret betyde, at man med Enhedslisten syv og Socialdemokratiets fire mandater kun manglede en stemme for at skabe flertal i kommunalbestyrelsen. Men på økonomi- og klimaudvalgets møde onsdag stemte gruppeformand for Socialdemokratiet, Jonna Nielsen i stedet for at følge direktørens indstilling. Det står altså i kontrast til partifællen Karen Lynn Jacobsens stemme ugen forinden.
– Jeg var meget i tvivl på udvalgsmødet, men jeg har efterfølgende fået læst dagsordenen igen, og det er jo egentlig spørgsmålet, om det overhovedet er kommunens opgave at gå ind og regulere på Rønne Havns område, når de har en kontrakt. Vi kan ikke blande os i en kontrakt, og jeg er i det hele taget i tvivl om, hvorvidt vi har hjemmel til at gøre det, siger Karen Lynn Jacobsen til Tidende, der tilføjer, at hun efter mødet den 30. november tog kontakt til Jonna Nielsen og fortalte, at hun nok havde stemt forkert.
Så der er ikke uenighed mellem dig og Jonna Nielsen på det her punkt?
– Nej, det er der ikke. Vi har snakket om det, og jeg har fortalt, at det var forkert af mig at stemme på den måde, jeg gjorde, og at jeg faktisk var enig med René Danielsson (DF). Man lærer af sine fejl, fortæller Karen Lynn Jacobsen.
Lokalformanden for Socialdemokratiet på Bornholm, Anette Stæhr, er medlem af Rønne Havns bestyrelse, men Karen Lynn Jacobsen afviser, at hun skulle være blevet påvirket i nogen retning efter udvalgsmødet.