Putin forlanger dansk samarbejde i sag om Nord Stream-sabotage

NYHED | 14. MAR 2023 • 18:56
Af:
/ritzau/Reuters
NYHED
14. MAR 2023 • 18:56

Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil have Danmark til at tillade, at Rusland kan deltage i undersøgelsen af sidste års sabotage på Nord Stream.

Det siger han tirsdag ifølge de russiske nyhedsbureauet RIA og Tass.

Putin udtaler, at det er svært for russerne at undersøge sabotagens omstændigheder, når de ikke må opholde sig nær området.

Han anmoder derfor Danmark om at give tilladelse til netop det.

Danmark har ret til at undersøge og bestemme, hvem der kan undersøge eksplosionerne, der skete i Danmarks eksklusive økonomiske zone. To af i alt fire lækager skete i Danmarks zone.

Putin understreger samtidig, at Rusland tidligere har bedt Danmark om at blive en del af en international gruppe, der skulle undersøge sabotagen.

Det er endnu uvist, hvad der præcis skete, da gasledningerne Nord Stream 1 og 2 blev ramt af eksplosioner den 26. september sidste år.

I sidste uge bragte de tyske medier ARD og Zeit en historie med en teori om, hvad der muligvis kan være sket i tiden op til sabotagen.

Medierne skrev blandt andet, at en yacht, der lagde til på den lille danske ø Christiansø nær Bornholm, spillede en rolle. Det lød samtidig, at proukrainske aktivister skal have været involveret.

Den teori affejes tirsdag af Vladimir Putin.

Han siger, at eksplosionerne kun kan have været planlagt på højt niveau.

- Denne terrorhandling var åbenlyst udført på statsniveau. Der er ikke nogen amatører, der kan gennemføre sådan en handling, siger Putin.

Dagen efter historien i de tyske medier bekræftede den tyske anklagemyndighed, at den omtalte yacht er blevet ransaget.

Begrundelsen for ransagningen lød:

- Mistanke om, at den pågældende båd kunne være blevet brugt til at transportere sprængstof, der eksploderede den 26. september 2022 ved Nord Stream 1 og Nord Stream 2-gasledningerne i Østersøen.

Lederen af Ruslands FN-mission har tirsdag i FN's Sikkerhedsråd delt korrespondancer med Danmark, Tyskland og Sverige om efterforskningen af sabotagen. Det oplyser lederen af Ruslands FN-mission, Dmitrij Poljanskij.

- Vi har sendt en kopi af vores korrespondance med Danmark, Sverige og Tyskland om deres nationale efterforskning til FN's Sikkerhedsråd og Generalforsamling, meddelte han tidligere tirsdag ifølge Tass.