Det er alt sammen til at genkende for gruppeformand Linda Kofoed Persson (DF).
– Det er ikke en analyse, der kommer bag på mig. Den handler om nogle af de ting, som Maike Fiil (V) og jeg talte rigtig meget om i børne- og skoleudvalget i sidste valgperiode, siger hun.
– Så det er ikke overraskende. Da jeg læste rapporten, sad jeg og nikkede og tænkte "ja", "ja" og "ja". Der står blandt andet, at man underforanstalter. Det synes jeg er et meget godt og rammende ord.
– Det er ikke sagsbehandlernes skyld. Det er os politikeres skyld. Vi har i rigtig mange år ikke givet vores psykologer og sagsbehandlere gode nok muligheder, fordi vi ikke har haft de rigtige tilbud, som de kunne henvise mange af de her børn og unge til, siger Linda Kofoed Persson.
– Vi har heller ikke givet forældrene til de her børn og unge den nødvendige indsigt i, hvorfor vi gør, som vi gør. Og gør man ikke det, risikerer man, at forældrene og kommunen modarbejder hinanden. Ikke af ond vilje, men på grund af manglende viden, siger hun.